De Radikale står til en fordobling af deres mandattal, mens Enhedslisten ligger til at blive tredoblet.

De Radikale og Enhedslisten fortsætter deres fremmarch i meningsmålingerne.

Hvis valget blev afholdt lige nu, ville De Radikale få 10,1 procent af stemmerne, hvilket er ensbetydende med en fordobling af De Radikales mandattal fra 9 til 18.

Det viser den seneste meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.

Både De Radikale og Enhedslisten får 0,4 procentpoint mere end dagen før. Med 7,0 procent står Enhedslisten til at få 12 mandater, som er tre gange flere, end de har i dag.

Selv om Socialdemokraterne går lidt tilbage i dagens måling, står rød blok fortsat til et uændret forspring til blå blok på hele 19 mandater.

Ifølge Voxmeters måling vil rød blok kunne opnå 97 mandater lige nu, mens blå blok står til 78 mandater.

I den blå blok går begge regeringspartier, Venstre og De Konservative, en lille smule tilbage i forhold til dagen før, mens Dansk Folkeparti går frem med 0,8 procentpoint til 10,7 procent.

Dermed ligger Dansk Folkeparti og SF helt lige på tredjepladsen efter Venstre og Socialdemokraterne.

Voxmeter har spurgt 1001 repræsentativt udvalgte personer over 18 år mellem 2. og 4. september. Blandt de adspurgte var 13,1 procent i tvivl om, hvem de vil stemme på, mens 8,7 procent ikke vil stemme, stemme blankt eller ikke er stemmeberettiget.

Den maksimale usikkerhed i målingen er på +/- 2,7 point.

/ritzau/