Lyt til artiklen

For snart to år siden var udenrigsminister Jeppe Kofod ikke værdig til at være minister.

Sådan lød det i hvert fald fra den radikale ligestillingsordfører Samira Nawa, der mente, at Kofod aldrig burde have fået en ministerpost, fordi han i 2008 som 34-årig havde sex med en 15-årig pige fra Socialdemokratiets ungdomsafdeling.

»Det er klassisk #metoo. Der er en, der sidder på magten, og en, der er meget yngre,« lød det dengang fra Samira Nawa.

Men den radikale pibe har pludselig fået en anden lyd, da B.T. fangede Samira Nawa på vej til hofbal på Christiansborg Slot fredag aften.

Samira Nawa, hvordan ville du egentlig have det med at skulle sidde til ministermøder med en mand, som du tidligere har sagt ikke burde være minister fordi han som 34-årig havde sex med en 15-årig?

»Det har jeg det fint med – og nu tænker jeg, jeg skal ind og til bal …«

Kunne det ikke godt gå hen og blive lidt kollegialt anstrengende at skulle sidde og kigge på Jeppe Kofod til ministermøder, hvis I nu kommer med i en ny regering?

»Jeg har været til mange forhandlingsmøder … Og nu skal jeg ind,« lød det fra Samira Nawa.

Det er senere kommet frem, at den 15-årige pige få uger før det seminar, hvor episoden med Jeppe Kofod fandt sted, havde været i en uges folkeskolepraktik hos Socialdemokratiet på Christiansborg.

Efter at sagen blussede op igen i efteråret 2020, var Jeppe Kofod efterfølgende på offentlig bodsgang.

»Jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre,« sagde han til TV 2 i september 2020.