Ifølge Ekstra Bladet skaber hårde krav fra Radikale Venstre knas i regeringsforhandlingerne.

Ekstra Bladet skriver, at partierne i rød blok er frustrerede over, at Radikale Venstre under de igangværende regeringsforhandlinger har stillet en række bastante krav.

Baseret på flere unavngivne kilder skriver avisen, at der er en "voldsom irritation" over Radikale Venstre. Partiet beskyldes for "at stikke en kæp i hjulet og spille ud med ting, som de andre partier ikke kan leve med".

Politisk kommentator Hans Engell beskriver over for Ritzau til dels samme opfattelse af situationen efter 12 dages regeringsforhandlinger.

- Der er en vis irritation hos nogle af de andre partier, over at Radikale Venstre - som de oplever det - opfører sig, som om de fik 50 procent af stemmerne og ikke lidt over otte procent.

- Det kører meget fint med Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Men Radikale Venstre skulle forhandle meget hårdt.

- Tilbage står, at opfattelsen af, at regeringsforhandlingerne kører godt, og at der snart kommer en regering, ikke er det billede, der tegner sig for mig. Der mangler et egentligt gennembrud i forhandlingerne, siger kommentatoren.

Rød blok vandt valget med en stor margin. Efterfølgende har Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen siddet for bordenden i regeringsforhandlingerne.

Mens der er nogenlunde enighed på velfærd og klima, er Radikale Venstre uenige med resten af partierne på den økonomiske politik. Samtidig har partiet krævet et opgør med den stramme udlændingepolitik, mens Socialdemokratiet har lovet at stå fast på den.

- Jeg tror ikke, at der er en krise i forhandlingerne. Men de bliver nødt til at gå til biddet nu. Der er gået over en uge, og tilbage står stadig helt afgørende spørgsmål som udlændinge, økonomi, og hvem der skal sidde i regering, siger Hans Engell.

Han vurderer, at Radikale Venstre også forsøger at veksle deres fremgang ved valget til en plads i en regering. På trods af at Socialdemokratiet hele vejen igennem har sagt, at de vil danne en etpartiregering.

- Radikale Venstre vil både have indflydelse og i regeringen. For regeringsmagten giver bare mere magt, end hvis man står uden for regeringen, siger Hans Engell og fortsætter om forhandlingerne:

- Og det er da klart, at hvis Radikale Venstre trækker tæppet, så står Mette Frederiksen i en anden situation. Men der er vi ikke.

/ritzau/