De Radikale åbner nu for, at en undersøgelseskommission med en dommer for bordenden og afhøringer under vidneansvar skal komme til bunds i mink-sagen.

Det sker, efter B.T. har afsløret, at statsminister Mette Frederiksens højre hånd, stabschef Martin Justesen, har været dybt involveret i eksfødevareminister Mogens Jensens håndtering af sagen.

Afsløringen løfter sagen til et nyt og kritisk niveau, mener De Radikales retsordfører, Kristian Hegaard.

»Dokumenterne, I fremlægger nu, giver indtrykket af en mere central styring og håndtering af sagen, end der hidtil er givet udtryk for,« siger Kristian Hegaard.

Kristian Hegaard (R), retsordfører.
Kristian Hegaard (R), retsordfører. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

De Radikale ønsker en tilbundsgående undersøgelse.

»Vi arbejder fortsat på at samle Folketingets partier for at finde den bedste måde at gøre det på. Vi afviser ikke en undersøgelseskommission.«

Udmeldingen fra De Radikale er opsigtsvækkende, da De Radikale hidtil har slået på, at partiet ønsker en hurtigtarbejdende parlamentarisk undersøgelse af mink-sagen.

Samtlige partier i blå blok kræver imidlertid, at det tungeste skyts bliver taget i brug, og at regeringens ulovlige ordre om masseaflivning af samtlige mink i Danmark bliver undersøgt af en undersøgelseskommission i lighed med sager som Tamil- og Tibetsagen.

Med De Radikales stemmer vil der være et politisk flertal for en kommissionsundersøgelse i Folketinget.

Martin Justesen, Mette Frederiksens særlige rådgiver.
Martin Justesen, Mette Frederiksens særlige rådgiver. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lørdag afslørede B.T., at Mette Frederiksens stabschef var pennefører på en udtalelse fra eksfødevareminister Mogens Jensen, da han skulle forklare, hvorfor minkene var beordret slået ned uden lovhjemmel.

Hidtil har Mette Frederiksen fastholdt, at det var Fødevareministeriets ansvar at håndtere mink-sagen, men B.T.s afsløring af fortrolige mails mellem Martin Justesen og Fødevareministeriets topfolk trækker nu sagen over i Statsministeriet.

Enhedslisten og SF mener, at mink-sagen skal gås efter i en advokatundersøgelse, som udelukkende baserer sig på skriftlige kilder, og hvor der altså ikke kan indkaldes vidner til afhøring.

Det ændrer B.T.s afsløring ikke på, siger Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.

Rosa Lund (EL), retsordfører.
Rosa Lund (EL), retsordfører. Foto: Emil Helms
Vis mere

»De nye oplysninger må indgå i den advokatundersøgelse, vi synes, der skal laves. Men vi udelukker bestemt ikke en kommissionsundersøgelse på sigt,« siger Rosa Lund og tilføjer:

»Men lige nu stikker den her sag i så mange retninger, at vi ikke ville kunne lave et klart kommissorium for en kommissionsundersøgelse. En advokatundersøgelse kan bringe os tættere på en kommissionsundersøgelse, men også længere væk. Derfor holder vi fast i, at vi skal starte med en advokatundersøgelse.«

Enhedslisten afventer også de samråd, som statsminister Mette Frederiksen og justitsminister Nick Hækkerup er indkaldt til om deres rolle i mink-sagen.

»Der kan komme oplysninger frem på de samråd, som vil pege på en kommissionsundersøgelse. Men vi vil gerne have advokatundersøgelsen, før vi eventuelt sætte gang i yderligere undersøgelser,« siger Rosa Lund.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra SF til sagen.

Statsminister Mette Frederiksen.
Statsminister Mette Frederiksen. Foto: Emil Helms
Vis mere

Statsminister Mette Frederiksen er tidligere blevet kritiseret for, at det er uigennemsigtigt, hvilket juridisk ansvar hendes politisk udpegede stabschef har, og hvordan Folketinget kan føre kontrol med stabschefen.

Til det svarede Mette Frederiksen, at Folketinget har muligheden for at kontrollere ministeren for et givet område og stille den minister til ansvar for beslutningen, der er taget i regeringens økonomi- eller koordinationsudvalg.

»Det er mig, der sidder for bordenden,« sagde statsminister Mette Frederiksen.

SE DE FORTROLIGE MAILS HER