Gentoftes borgmester, Hans Toft (K), får nu opbakning fra en uventet kant i slagsmålet om en ny udligningsreform.

Både på Christiansborg og i det kommunale bagland er De Radikale nemlig stærkt utilfredse med statsminister Mette Frederiksens behandling af flere nordsjællandske kommuner – i særdeleshed Gentofte.

»Jeg er vred over italesættelsen af Gentofte, og at Mette Frederiksen taler splittelse op mellem kommunerne med Socialdemokratiets fremlæggelse af udligningsudspillet,« siger De Radikales næstformand og politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, i en skriftlig kommentar.

Sofie Carsten Nielsen, der selv er valgt i Gentofte-kredsen, henviser til, at Mette Frederiksen, allerede før udspillet blev fremlagt, hængte Gentofte til tørre i et interview med Avisen Danmark.

»Virkelig ærgerligt«

Her var statsministerens budskab, at de rige kommuner skulle op med tegnebogen, og at Gentofte kunne forvente at få den største regning.

»Det er, som om nogen skal have 'skylden'. Det, synes jeg, er virkelig ærgerligt,« siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun bakker dermed op om den hårde kritik af regeringen, som har været ført an af Hans Toft, borgmester i Gentofte, der på vegne af sin kommune skal betale 343 mio. kr. mere i udligning ifølge regeringens udspil.

Hvis ikke det lykkes regeringen at få Venstre med i en aftale, ligner De Radikale nøglen til et flertal.

Hans Toft Borgmester i Gentofte, har været ude med skarp krtik af regeringen for ikke at hemmeligholde beregningerne bag sit udligningsudspil, som går hårdt ud over flere borgerlige kommuner i Region Hovedstaden. Foto: (NIELS AHLMANN OLESEN/Ritzau Scanpix)
Hans Toft Borgmester i Gentofte, har været ude med skarp krtik af regeringen for ikke at hemmeligholde beregningerne bag sit udligningsudspil, som går hårdt ud over flere borgerlige kommuner i Region Hovedstaden. Foto: (NIELS AHLMANN OLESEN/Ritzau Scanpix) Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

Men ifølge Sofie Carsten Nielsen er man ikke på bølgelængde med regeringen, som udspillet ser ud nu.

»Jeg ønsker en udligningsreform, der er gennemskuelig og kan forklares. Der er et stykke vej endnu,« siger Sofie Carsten Nielsen.

B.T. har talt med flere radikale kommunalpolitikere, som alle hælder S-regeringens udspil ned ad brættet.

»Det er uværdigt, at statsministeren hænger en kommune som Gentofte ud i en avis for at sætte en 'rig mod fattig-dagsorden'. Hele forløbet har været under alt kritik,« siger Kristine Kryger (R), medlem af kommunalbestyrelsen i Gentofte.

»Et politisk hævntogt«

Hun mener, at regeringens udspil fejler, fordi det ikke tager hensyn til de høje udgifter, som borgerne har i de mere velhavende kommuner.

»Boligskatten og huslejen er meget højere i de kommuner, som bliver straffet hårdest. Her bor også mennesker med helt normale lønninger, og de bliver ramt, når kommunerne bliver nødt til at hæve kommuneskatten for at betale regningen til udligning,« siger hun.

På Frederiksberg skal man også have den store tegnebog frem, hvis det står til regeringen.

Her står De Radikale stærkt og var tæt på at snuppe borgmesterposten i 2017.

»Vi er enige om, at udligningen skal være fair, og at de bredeste skuldre skal bære mest. Men regeringens udspil ligner et politisk hævntogt mod visse kommuner, og det er uskønt at se på,« siger Lone Loklindt, gruppeformand for De Radikale på Frederiksberg.

De Radikales utilfredshed kommer dagen efter, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, rejser en lignende kritik i Avisen Danmark.

Men Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, mener ikke, at hverken statsministeren eller regeringen har noget i klemme.

»Jeg må sige, at kritikken undrer mig. Vi har lagt vores udligningsudspil åbent frem og ærligt sagt, at når vi skal skabe et Danmark i bedre balance, kræver det, at en række velstillede kommuner nord for København bidrager mere,« siger han og pointerer:

»Hvis De radikale og Sofie Carsten Nielsen er uenig i den politiske retning i det, så må hun sige det, og så kan vi tage en politisk debat derfra.«