Ovenfor ses et interview med Anna Mee Allerslev, hvor hun fortæller om sagen

‘Anna Mee bør trække sig - som borgmesterkandidat og allerbedst fra listen.’

Sådan lyder det onsdag morgen fra den radikale profil Charlotte Fischer, der er medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, i et opslag på Facebook, efter at BT onsdag kan fortælle, at Anna Mee Allerslev (R) har forsøgt at bruge sin position som borgmester til at fremme en byggesag for en privat ven.

Over for BT uddyber Charlotte Fischer, hvorfor hun mener, at Anna Mee Allerslev ikke kan fortsætte som De Radikales bedste bud på en borgmester.

»Hun har ikke kunnet holde det private adskilt fra det forvaltningsmæssige. Det viser lånet af lokaler på rådhuset til hendes bryllupsreception, og nu er der gået total ged i den. Ingen i partiet kan nu tale om politik,« siger Charlotte Fischer.

Hun opfordrer Anna Mee Allerslev til at tage en pause fra politik.

»Hun har ikke kunnet administrere sin position, og hun har ikke været stærk og moden nok. Hun har brug for en pause.«

Charlotte Fischer er bekymret for, at Anna Mee Allerslev skader De Radikale yderligere, hvis hun ikke øjeblikketligt trækker sig som borgmesterkandidat.

»Først og fremmest skader det, at hvis man siger 'Radikale i København,' så siger alle 'Anna Mee.' Det giver en megadårllig og kaotisk start på valgkampen, som ser ud til at blive virkelig hård, siger Charlotte Fischer og fortsætter:

»Jeg har intet ønske om at skade Anna Mee. Jeg stiller ikke selv op, så jeg har ingen personlig vinding ved at opfordre hende til at gå af. Men jeg har tiet indtil nu af hensyn til partiet, men det kan jeg ikke længere.«

»Alle kan fejlbedømme tingene ind i mellem, men det er begyndt at summe op for hende, og vi er oppe i en tung vægtklasse nu.«

Charlotte Fischers opfordring til at Anna Mee Allerslev bør gå af, kommer efter, at nummer fire på den radikale liste til kommunevalget i København, Randi Hjortsholm, lørdag meldte ud, at hun ikke støtter Allerslev. Tirsdag trak formanden for Hovedstadens Radikale Vælgerforening, Bo Nissen Knudsen, sig fra sin post.