Politiet blander sig i den såkaldte juletræssag i Egedalsvænge og kalder TV2's forsøg på at sende fra området for uklog. Men det er uheldigt, mener flere retsordfører.

Den stærkt debatterede juletræssag i Kokkedal, hvor en eid-fest og indvandrer-tung bestyrelse har skubbet dansk juletræer ud af budgettet, blev søndag tilføjet et dramatisk kapitel, da en TV2 sendevogn blev overdænget med brosten af maskerede unge i det omdiskuterede boligkvarter. Nordsjællands Politi stillede efterfølgende spørgsmål ved TV2's beslutning om at dække sagen på stedet, da en vagthavende fra kredsen udtalte 'man kan jo diskutere, om det er klogt'.

Det fik Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard til at fare i blækhuset og beskrive politiets holdning som 'vattet'. 'I en retsstat må man forvente, at politiet står til rådighed for at beskytte borgerne, og at en fri presse skal kunne arbejde uhindret' skrev hun blandt andet.

SF's retsordfører Karina Lorentzen finder heller ikke politiets udtalelse specielt heldig.

- Umiddelbart synes jeg, at det er en uheldig kommentar. Den blåstempler, at man kan opføre sig sådan i nogle områder, og det må vi borgere så bare tage bestik af Selvfølgelig skal man kunne komme over alt. Det kan ikke nytte noget, at vi har steder, hvor man bliver mødt med brosten, og det er helt uacceptabelt, at nogen tror, de skal sætte dagsordenen i et boligområde. Pressen skal have muligheden for at dække det, der er i nyhedernes interesse, siger Karina Lorentzen.

Det er retsordfører for De Radikale, Jeppe Mikkelsen, enig i.

- Det sker sjældent, men jeg er faktisk ikke så uenig med Pia Kjærsgaard. Det er helt fundamentalt i et retssamfund, at man kan færdes som journalist rundt omkring i landet og som borger generelt. Som medie skal man have lov til at dække begivenheder over alt, så jeg synes ikke, at det er den mest heldige udtalelse fra politiets side, siger Jeppe Mikkelsen.

Han understreger dog, at han mere betragter udtalelsen fra vagtchefen i det nordsjællandske for en enkeltstående kommentar i sagen, end politiets holdning generelt.

- Jeg tror bestemt ikke, at det er et udtryk for politiets officielle holdning. Jeg synes generelt, at politiet arbejder intensivt for at beskytte mediernes færden rundt om i landet, så de kan dække, hvor de skal dække. Den udtalelse må stå for vagtchefens egen regning, siger Jeppe Mikkelsen.

Retsordførerne håber - som Pia Kjærsgaard - at der skrides ind over for den slags adfærd, som de unge fremviste søndag. Her fortalte en TV2-journalist efterfølgende, hvordan sendevognen fik smadret ruder og instrumentbræt, inden de blev bedt om at forlade boligområdet omgående.

- Det er misforstået, at de unge tror, at de skal tage ejerskab over et boligområde på den måde. Nu ved jeg ikke, hvor gamle de unge er, men jeg tænker, at det er et arbejde for de sociale myndigheder og politiet. Jeg håber, at der allerede er et samarbejde mellem politi og sociale myndigheder i gang, ellers vil jeg forslå, at man hurtigst mulig kommer i gang med at tegne en handlingsplan, siger Karina Lorentzen.

De Radikales Jeppe Mikkelsen bakker op:

- I forhold til urolighederne så mener vi naturligvis, at politiet skal sætte ind, når maskerede mænd render rundt og kaster med brosten. Men vi er også overbevist om, at de har det i kikkerten, siger Jeppe Mikkelsen.

Pia Kjærsgaard opfordrede i sit skriv på Facebook justitsminister Morten Bødskov til at forholde sig til politiets udtalelser. BT har forsøgt at få en kommentar fra ministeren, men i Justistministeriet henviser man til politiinspektør Uffe Stormly fra Nordsjællands Politi.