Det var forkert at gribe ind mod Pelle Dragsted i debat, mener SF's gruppeformand, der vil forfølge sagen.

Der er tilsyneladende langt fra enighed på Christiansborg om rammerne for, hvad politikerne egentlig må sige til hinanden i Folketingssalen.

For mens det er almindeligt accepteret, at man ikke må bande, og der er skriftlige regler, der foreskriver, at medlemmerne skal kalde hinanden hr. og fru, så står det ingen steder, at man ikke må kalde andres udsagn racistiske.

Alligevel greb folketingsformand Pia Kjærsgaard (DF) ind, da Enhedslistens Pelle Dragsted torsdag brugte netop det udtryk om en udtalelse fra DF's Kenneth Kristensen Berth.

Og det får nu SF's gruppeformand, Jacob Mark, til at tage sagen op med de øvrige partiers gruppeformænd. Han mener nemlig, at det var forkert af Pia Kjærsgaard at kalde Pelle Dragsted til orden i sagen.

- Vi har typisk en ret god tone. Men når debatter er ophedede og lovforslag er kontroversielle, skal der simpelthen være plads til, at folketingsmedlemmer kan sige, hvad de tænker, siger Jacob Mark.

Pelle Dragsteds anklage om, at Berths udtalelser var racistiske, faldt, efter at Berth havde stillet spørgsmålet:

- Er erkendelsen ikke bare den, at integrationen af folk fra overvejende muslimske lande, den kan ikke lade sig gøre?

Enhedslistens medlem af præsidiet, Christian Juul, har gjort det klart, at han ikke ville være skredet ind, hvis han havde siddet i formandsstolen under torsdagens debat, der handlede om en lang række stramninger af udlændingepolitikken.

Og Jacob Mark mener heller ikke, at Dragsted gik over nogen streg.

- Han angreb jo ikke den enkelte folketingspolitiker. Han angreb folketingspolitikerens udsagn, siger Jacob Mark.

I dag står der i Folketingets forretningsorden, at formanden kan gribe ind over for "utilbørlige ytringer". Jacob Mark er ikke sikker på, at der er brug for at præcisere reglerne. Men han vil diskutere det i kredsen af gruppeformænd.

- Det skal jo ikke være op til Folketingets formands humør på dagen at vurdere, hvad medlemmerne må sige eller ej, siger Jacob Mark.

Pelle Dragsted selv vil ikke forfølge sagen yderligere, gør han klart i et opslag på Facebook.

- Jeg vil langt hellere bruge tiden på at imødegå Kenneth Kristensen Berths påstande politisk og faktuelt, skriver han.

/ritzau/