Rådmand revser Pia Olsen Dyhr 'Dobbeltmoralsk og hyklerisk'
»Jeg har det ikke super godt,« siger Lotte Kofoed til TV 2 News torsdag morgen.

»Jeg har det ikke super godt,« siger Lotte Kofoed til TV 2 News torsdag morgen.

En gammel metoo-sag har skabt splittelse i SF, og partiets formand, Pia Olsen Dyhr, bliver mødt af hård kritik fra egne rækker.
Det er blandt andre Lotte Kofoed, der er SFs rådmand på Frederiksberg, som står bag kritikken.

»Jeg har det ikke super godt,« siger Kofoed til TV 2 News torsdag morgen.
Hun mener, at det er kritisabelt, at Dyhr har ansat en chefrådgiver, som tidligere er blevet smidt ud af SF, og som Kofod hævder at være blevet krænket af.
»Det har givet mig fysiske reaktioner, Jeg har svært ved at sove, og jeg føler et stort psykisk pres. Det er svært at forstå, at Pia Olsen Dyhr kan tage sådan en beslutning. Det er voldsomt at blive udsat for – det er en dobbelt krænkelse,« uddyber Kofoed til TV 2 News.
Rådgiveren har ifølge Lotte Kofoed krænket hende seksuelt, mens de begge var i SF. Der var også henvendelser fra andre kvinder fra paritet, lyder det.
Kofoed tilføjer, at hun mener, at beslutningen er en »super dårlig undskyldning, dobbeltmoralsk og hyklerisk«.
Dyhr har skrevet følgende til Politiken:
»Der er nu gået seks år, og efter grundige overvejelser er jeg nået frem til, at det er rimeligt at give vedkommende en ny chance. Jeg ved godt, at ikke alle vil være enige i den vurdering. Det har jeg respekt for. Men jeg mener, at mennesker både skal stå til ansvar for deres handlinger og have mulighed for en ny chance.«