»Vi finder således samlet set ikke grundlag for at antage, at foreningen har begået dokumentfalsk.«

Således lød én af konklussionerne i den advokatrapport, der torsdag udkom i forbindelse med en undersøgelse af foreningen Søstre mod Vold og Kontrol, der kæmper for kvinders rettigheder.

På samme måde fandt rapporten ikke beviser for, at foreningen skulle have udelukket eller presset medlemmer og frivillige.

Punkter, som foreningen også er blevet undersøgt for.

Hos Søstre mod Vold og Kontrol glæder direktør og udviklingschef Maja Løvstrup sig til at lægge sagen bag sig.

»Som forventet viser den uvildige advokatundersøgelse, at der ikke er hold i én eneste af de anklager, som er blevet rettet mod Søstre mod vold og kontrol.«

»Vi er naturligvis ærgerlige over, at anklagerne har hængt over hovedet på os, men nu vil vi gerne se fremad og fokusere på vores vigtige arbejde,« fortæller hun.

Sidste år begyndte der at florere rygter om, at foreningen Søstre mod Vold og Kontrol blandt andet skulle presse og udelukke kvinder, der tog afstand fra islams kvindesyn.

Det fik de borgerlige partier i Odense Byråd til at opstille et forslag om at undersøge foreningen i marts 2021.

På det tidspunkt nedstemte de røde partier forslaget, men siden har de indvilget i en undersøgelse.

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), er også godt tilfreds med, at sagen nu er afsluttet.

»Jeg er tilfreds med, at der er blevet sat et punktum.«

»Også et klart punktum, hvor advokatundersøgelsen jo siger – på de fire påstande, der er rejst – at der ikke er grund for at have nogen bekymring eller, at vi som kommune skal gøre noget,« lyder det.

Det Konservative Folkeparti ser dog med rådmand for sundhed Tommy Hummelmose mindre lyst på resultatet af rapporten.

Han har været en af de politikere, der allerede i sagens begyndelse ønskede en undersøgelse.

»Jeg synes ærlig talt, at det er lidt en tynd kop te,« siger han til B.T. og tilføjer:

»Den her rapport, det er sådan en juridisk rapport, men alt det kulturelle indhold, som der jo også er i den sag her, det har de ikke kunnet komme til bunds i.«

Den kritik forstår man dog ikke hos Søstre mod Vold og Kontrol.

»Tommy Hummelmose har selv tidligere understreget, at det var vigtigt, at anklagerne mod Søstre mod Vold og Kontrol skulle undersøges uvildigt og grundigt.«

»Odense Kommune har nu brugt 770.000 kroner på at gøre netop det med en uvildig advokatundersøgelse, så den kommentar undrer mig,« lyder det fra Maja Løvstrup.

På borgmesterkontoret slår Peter Rahbæk Juel nu ned på de rygter, der lå til grund for undersøgelsen.

»Sagen startede med, at rygter – primært fra sociale medier – blev bragt ind af parlamentarisk valgte i Odense Byråd til byrådsforsamlingen.«

»Og ved at insistere på at blive ved med at diskutere udokummenterede rygter og anonymt fremsatte rygter, så er det i sig selv blevet et problem i foreningen,« siger Peter Rahbæk Juel, der på den baggrund indvilgede i en undersøgelse.

»Der er bare en debatverden på de sociale medier og en anden inde blandt parlementarisk valgte.«

»Og man skal ikke tage løse anonyme rygter med ind i en parlamentarisk verden. Det, håber jeg, bliver læren fra det her,« lyder det fra Peter Rahbæk Juel (S).

Tommy Hummelmose giver dog ikke meget for Peter Rahbæk Juels kommentar.

»Jeg vil lige minde borgmesteren om, at han selv har været med til at beslutte, at der skulle laves en uvildig advokatundersøgelse, præcis på baggrund af det, han kalder rygter,« lyder det fra Tommy Hummelmose.