Selvom den tidligere overborgmester i København, Frank Jensen, nu har forladt rådhuset for sidste gang, fortsætter undersøgelser af ham stadig.

Blandt andet er der nu blevet iværksat en undersøgelse, der skal sikre, at alle involverede i sagerne har fået mulighed for at få vendt de ting, de mener har været uønskede.

Det skriver Politiken.

Det var torsdag aften på et møde i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, at det blev besluttet at iværksætte undersøgelsen.

Derudover blev det også besluttet, at man i gruppeformandskredsen vil sætte sig ned og lave nogle 'spilleregler' for, hvordan man fremover må opføre sig, så krænkelsessager – som dem, der omgærder Frank Jensen – ikke sker igen.

»Hvad gør vi fremover? Når det juridiske er blevet redet ud. Vi skal have en 'code of conduct' – som der ikke har været tidligere. Her passer vi ordentligt på hinanden. Og så blev det besluttet, at folk, der oplever 'uønsket seksuel opmærksomhed', kan henvende sig hos Arbejdsmiljø København,« fortæller Mette Annelie Rasmussen (R), der er gruppeformand for sit parti, til Politiken.

Frank Jensen (S) trak sig i sidste uge som både overborgmester i Københavns Kommune og næstformand i Socialdemokratiet, efter en række kvinder både åbent og anonymt har rettet anklager om krænkelser og grænseoverskridende opførsel mod ham.

»Jeg har begået fejl, jeg har begået dumheder, og jeg har været til fest og fået en lille skid på, så har jeg også begået dumheder på et dansegulv. Jeg er bare et menneske, jeg begår fejl, og hver gang, jeg har fået at vide, at jeg har begået en fejl, så er det bedste, man kan gøre, jo på stedet at give en undskyldning. Det har jeg gjort de gange. Jeg har aldrig forsøgt at skjule det, jeg har aldrig løjet om det, og det vil jeg heller ikke gøre, for ens troværdighed er det mest dyrebare, man har,« fortalte Frank Jensen selv om det i denne uge i 'Aftenshowet'.

I øjeblikket er Lars Weiss (S) fungerende overborgmester i København.