Københavns Kommune beklager nu, at centrale sms-beskeder i Anna Mee Allerslev-sagen blev udeladt af en undersøgelse om den tidligere borgmester.

Dermed er det fjerde gang, at kommunen efter B.T.s afsløringer er nødt til at sende supplerende materiale til Folketingets Ombudsmand, der har krævet en redegørelse.

I alt har kommunen fået udarbejdet tre advokatrapporter, fordi de to første var mangelfulde og fejlbehæftede.

Sms'erne mellem Allerslev og en forvaltningschef – om en sag, hvor Øens Murerfirma havde penge på spil – blev holdt ude af en redegørelse om netop Allerslevs indblanding i firmaets sager i kommunen.

'Ved en beklagelig intern procedurefejl blev der ikke taget højde for korrespondancen,' skriver øverste chef i Teknik- og Miljøforvaltningen Pernille Andersen i et nyt notat.

Det er nu sendt til myndighedernes vagthund, Folketingets Ombudsmand, sammen med sms-korrespondancen.

Ombudsmanden krævede ved Anna Mee Allerslevs afgang i oktober 2017 en redegørelse om borgmesterens habilitet og er i gang med at vurdere, om der skal tages yderligere skridt i sagen om Allerslev og hendes tætte økonomiske relationer til kommunens samarbejdspartner Øens Murerfirma og dets direktør, Jan Elving.

Sagen begyndte, da det sidste år kom frem, at Allerslev havde lånt et festlokale kvit og frit af Jan Elving til sin 30-års fødselsdag. Siden kom det frem, at Allerslev blandede sig i en byggesag, som involverede Øens Murerfirma. Og måneder senere afdækkede B.T., at Øens Murerfirma havde stået for en renovering af Allerslevs lejlighed for i alt 1,8 mio. kr.

Kommunen har fået udarbejdet tre advokatrapporter om sagen, og i den seneste konkluderes det, at der ikke er dokumentation for to forhold – forsinkelse og opmålingsfejl – som ifølge Allerslev var årsag til et prisnedslag fra Øens Murerfirma på 77.500 kr.

Da Ombudsmanden krævede en redegørelse fra Københavns Kommune om Allerslev og Elvings relationer, blev Teknik- og Miljøforvaltningen bedt om at redegøre for alle relevante sager i systemet fra Allerslevs borgmesterperiode.

Selv om Teknik- og Miljøforvaltningens direktion i januar 2018 udarbejdede et 17 sider langt notat til Ombudsmanden, og selv om sms-korrespondancen foregik mellem netop et medlem af direktionen og Allerslev, blev den centrale sms-korrespondance altså udeladt.

Anna Mee Allerslevs advokat, Bjarke Vejby, skriver i et svar, at Allerslev ikke kender forløbet i forvaltningen, men at det 'var i orden at benytte sms'.

'Praksis hos Borgerrepræsentationen og journaliseringspligten betyder, at det var i orden at benytte sms som et af flere tilgængelige kommunikationsmidler. Anna Mee benyttede de anviste arbejdsgange, hvad også involverede brug af sms. Hvordan praksis er i dag, ved min klient af gode grunde ikke,' skriver Bjarke Vejby.

Forvaltningsdirektør Pernille Andersen skriver i det nye notat til Ombudsmanden, at det var forkert at håndtere Allerslevs spørgsmål over sms.

'Det er forvaltningens vurdering, at det spørgsmål, Anna Mee Allerslev stillede og fik besvaret i sms-korrespondancen, burde have været håndteret i henhold til den almindelige procedure for politikerspørgsmål, og ikke, som det skete, over sms,' skriver direktør Pernille Andersen, der desuden vurderer, at der i sagsbehandlingen ikke har været lagt vægt på usaglige hensyn.

Pernille Andersen (tv.), administrerende direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, beklager nu hemmeligholdelse af sms-korrepsondance mellem den tidligere borgmester Anna Mee Allerslev og en anden direktør, Torben Gleesborg (th.).
Pernille Andersen (tv.), administrerende direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen, beklager nu hemmeligholdelse af sms-korrepsondance mellem den tidligere borgmester Anna Mee Allerslev og en anden direktør, Torben Gleesborg (th.).
Vis mere

Medlem af Teknik- og Miljøudvalget Finn Rudaizky (DF) undrer sig.

»Med alt det, der er sket i den sag, er det dybt betænkeligt, at den her sms-korrespondance ikke er udleveret. Det sætter spørgsmålstegn ved, om man kan have tillid til forvaltningen.«

LÆS OGSÅ: Se tidslinje over Anna Mees forhold til murermester