Folkeskolen skal have en saltvandsindsprøjtning, mener De Radikales leder, Morten Østergaard, før landsmøde.

København. Folkeskolen skal frisættes. Skolen skal ikke centraliseres mere, sådan som regeringen ønsker.

Det mener De Radikales partileder, Morten Østergaard.

Ved weekendens landsmøde på Hotel Nyborg Strand fremlægger han partiets skoleudspil. Det går imod regeringens forslag for folkeskolen, som skal evalueres i 2019.

- Tiden er kommet til at give folkeskolerne mere fleksibilitet om skoleskemaet. Til gengæld investerer vi, så de har flere ressourcer. Så de kan sikre alle børn på alle skoler en varieret skoledag, siger Morten Østergaard.

I 2013 gav A.P. Møller Fonden én milliard kroner til folkeskolen efter reformen under Thorning-regeringen. Nu vil De Radikale skyde én milliard kroner ekstra i folkeskolen hvert år.

- Vi vil give folkeskolen en saltvandsindsprøjtning på én milliard. Det svarer til 1800 flere lærere. Give dem bedre tid at forberede sig. Bedre tid til at realisere målsætningen om varieret undervisning, siger Morten Østergaard.

Han ser gerne flere skoletimer i naturen. På museer og andre kulturinstitutioner. I erhvervslivet og ude i samfundet, påpeger han.

- Skolen er overreguleret og underfinansieret. Derfor vil vi give skoleskemaet frit, siger Morten Østergaard.

De Radikale vil forlænge lærernes uddannelse fra fire til fem år ligesom i Finland. Finnerne har fine resultater i Pisa-undersøgelser af, hvor meget eleverne har lært i læsning, dansk, matematik og andre fag.

Spørgsmål: Hvorfor skal vi den vej?

- Vi vil gerne have, at læreruddannelsen bliver Danmarks mest attraktive uddannelse. Med et ekstra år tror vi, at de lærerstuderende bliver bedre til at digitalisere og digital dannelse, siger Morten Østergaard.

- Til at håndtere køn og seksualitet. Til at håndtere tosprogethed i folkeskolen. Alle de ting møder de nye lærere, når de kommer ud i nutidens folkeskole.

/ritzau/