De Radikale har flere gange kaldt Mette Frederiksen magtfuldkommen og har truet med at vælte etpartiregeringen.

Det var under tidspres, at statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag udskrev valg til Folketinget, fordi støttepartiet De Radikale havde truet med mistillidsvotum.

Men på trods af det radikale ultimatum og det kølige forhold mellem de to partier peger De Radikale alligevel på Mette Frederiksen som statsminister efter et valg.

Og fra talerstolen ved åbningsdebatten i Folketingssalen forsøger politisk leder Sofie Carsten Nielsen sig med forsonende ord.

»Kære socialdemokrater. Jeg ved om nogen, at vi står her i dag på valgkampens egentligt første dag på bagtæppet af en stor konflikt og en politisk konsekvens, vi drog i Radikale Venstre,« siger Sofie Carsten Nielsen.

»Men det betyder ikke, at vi ikke vil eller kan samarbejde fremadrettet. Vi vil samarbejde mere med flere.«

De Radikale har været støtteparti for den socialdemokratiske etpartiregering siden valget i 2019.

Men forholdet har ikke været helt let, og De Radikale har flere gange kaldt Mette Frederiksen for egenrådig og magtfuldkommen og truet med at trække støtten til etpartiregeringen.

Da Minkkommissionen i sommer rettede hård kritik af Mette Frederiksen og regeringen, kom De Radikale så med valgtruslen.

»Vi har nogle skår at klinke. På godt og ondt. Men vi er også på mange stræk enige om, hvad de store udfordringer er,« siger Sofie Carsten Nielsen fra talerstolen.

»Og vi har leveret mange løsninger sammen.«

»Så her har I i hvert fald vores håndsrækning til mere og bredere samarbejde. Til flere fælles løsninger. Jeg tror, at vi får brug for hinanden,« siger den radikale leder.

De Radikale har gennem historien været en del af flere socialdemokratisk ledede regeringer. Senest under Helle Thorning-Schmidt (S) hvor SF forlod regeringen, så den derefter bestod af kun De Radikale og Socialdemokratiet.

Op til sidste valg sagde Mette Frederiksen, at hun ville gå efter at danne en ren socialdemokratisk regering – og altså uden De Radikale som regeringspartner.

Siden har forholdet mellem De Radikale og Socialdemokratiet været svært. Blandt politiske iagttagere lyder vurderingen, at forholdet mellem de to partier i øjeblikket er på et lavpunkt.

Så sent som tirsdag afviste Mette Frederiksen, at en regering med Socialdemokratiet og De Radikale kan blive til virkelighed efter et valg.

Til gengæld har hun droppet tanken om at danne en etpartiregering igen, som De Radikale har afvist at støtte.

Nu er statsministerens førsteprioritet at danne en bred regering, som foruden Socialdemokratiet gerne skal bestå af både SF, R, V og K. De Radikale ønsker også en bred regering.

/ritzau/