Martin Lidegaard vil omfavne familier, der for børns skyld går på deltid, med nyt indspark i arbejdstidsdebat.

De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, stempler nu ind i den omstridte debat om borgernes arbejdstid med en markant anderledes vinkel.

Børnefamilier, hvor timer til børnene prioriteres, skal ikke bare omfavnes.

De skal også have et incitament til at bruge flere timer på børnene gennem eksempelvis et eksempelvis et skattefradrag, lyder en idé fra Martin Lidegaard.

- Der er egentlig ikke nogen, der har ringet til mig og bedt om et fradrag eller ekstra penge for at gøre det. Det er ikke for at belønne folk for at gå på deltid. Det er ikke sådan, jeg tænker.

- Jeg tænker, om jeg kan tage nogle initiativer, der giver flere timer til børnefamilier, siger Martin Lidegaard under De Radikales nytårsstævne i Nyborg lørdag.

Han pointerer, at forslaget stadig er på tegnebrættet, og derfor er det begrænset, hvor konkret han vil blive nu. Men han varsler, at der senere kommer et udspil.

En målrettet skattelettelse til børnefamilier vil gå under overskriften "hjælp derhjemme" og adskille sig fra børnechecken.

Det kunne være et fradrag, hvis du køber ekstra service, der giver dig flere timer til dine børn, nævner Martin Lidegaard.

Idéen om et økonomisk incitament for at prioritere timer til børnene er blot én del af Martins Lidegaards indspark i debatten om arbejdstid, der for alvor tog fart med statsminister Mette Frederiksens (S) budskab om, at velfærdssamfundet ikke kan opretholdes som i dag, hvis "vores almindelige arbejdstid udhules".

Martin Lidegaard mener, at børnefamilier, der vælger deltid, i debatten er blevet "skoset".

- Mit overordnede og vigtigste budskab ved at stemple ind i den her debat er først og fremmest at sige, at jeg synes ikke det giver mening at tale om en arbejdstid til alle mennesker, som er ens for alle og hele ens liv.

Det skal være muligt på arbejdsmarkedet at få "lidt mere luft", når ens børn er små og så "tage et nap mere", når børnene er flyttet hjemmefra, fortsætter Martin Lidegaard.

- Det her er noget, vi bør overveje mere strukturelt på arbejdsmarkedet.

- At du kan spare op, når du er ung, og hvis du så vælger at tage en 40-timers arbejdsuge i en periode, så kan du til gengæld vælge bagefter at gå ned i tid og måske bagefter gå op igen i en periode, siger han.

Oven i det hele skal landets daginstitutioner have et markant løft, så hele De Radikales mål om, at "børnene får flere timer" opfyldes.

- Om de får det ved at forældrene afleverer dem i daginstitutioner, og der får flere timer, end de har i dag, med professionelle pædagoger, eller det er ved, at forældrene i en periode vælger at være mere hjemme den ene eller begge - det valg vil jeg ikke tage for de enkelte forældre.

- Men jeg vil gøre det muligt for dem at tage det.

Flere pædagoger og flere lønmodtagere på deltid koster både penge og arbejdsudbud. Her er Martin Lidegaard klar til en prioritering for, at arbejdsudbuddet "som minimum går i nul".

Han foreslår at afskaffe efterlønnen og Arne-pensionen. Det vil frigøre næsten ti milliarder kroner om året og øge arbejdsudbuddet med 18.000 personer, lyder det.

- Det, at bede seniorer om at arbejde nogenlunde lige så længe som deres jævnaldrende gør i Norge og Sverige, synes jeg ikke, er et meget ekstremt eller vidtgående forslag.

- Jeg kan godt stå på mål for den prioritering, siger Martin Lidegaard.

/ritzau/