Smag på det: 150 milliarder kroner. Beløbet er monumentalt.
De 150 milliarder er, hvad regeringen vil bruge ekstra på Forsvaret. Læg så dertil de 50 milliarder, som regeringen allerede har afsat til at styrke det danske forsvar. Og føj så yderligere de tocifrede milliardbeløb til, som regeringen bevilger til Ukraine.
Så har man tal, der er så svimlende, at det er svært for de fleste at hænge på. For bare få år siden ville der have rejst sig et ramaskrig. Og i al fald alenlange diskussioner.
Nu kommer så det måske mest bemærkelsesværdige: Der er stort set ingen debat. Hverken om, hvorvidt vi har råd, eller hvorvidt pengene – bare nogle af dem – kunne bruges andre steder. Der er tavst i både Folketinget og ude i befolkningen.
Ligesom der heller ikke er det store fokus på, hvordan de mange penge egentlig skal anvendes i Forsvaret.
Endnu mere mystisk bliver fraværet af en diskussion faktisk, når man betænker, at det trecifrede milliardbeløb skal skaffes ved låntagning. Regeringen forsikrer, at det er helt uden problemer, fordi dansk økonomi er bomstærk, som det sædvanligvis udtrykkes.
Det kan meget vel være, at sikkerhedssituationen i verden tilsiger, at Forsvaret skal have et kæmpe økonomisk løft. Det kan heller ikke bestrides, at Forsvaret er nedslidt. Og der kan sagtens argumenteres moralsk for, at Ukraine skal støttes i krigen mod despotiske Putin.
Det underlige er, at bevillingerne til krudt og kugler overhovedet ikke sættes i forhold til, hvad der ellers bruges af penge i det offentlige. Tavsheden er nærmest larmende.
På den ene side sidder regeringen meget tungt på pengekassen, når det handler om borgernær velfærd. Bare spørg ude i kommunerne. På den anden side har der endnu ikke rejst sig et krav om også at finde penge til disse opgaver i velfærdssamfundet.
Når nu, altså, man må forstå på regeringen, at det er relativt problemløst at lånefinansiere. Og at pengene ikke skal hentes andre steder; de kan bare findes. Det er jo ligesom opskriften på kæmpe bevillinger til militær.
Hvor er landets borgmestre henne? Dem, der igen og igen får at vide, at det er økonomisk smalhals, og at der skal holdes igen med udgifterne til helt basale ydelser i den nære velfærd. Hvorfor kræver de ikke et løft af velfærden – finansieret på samme vis som Forsvaret – eller Ukraine, for den sags skyld?
For slet ikke at tale om vælgerne. Jeg ved fra samtaler med højtstående regeringsmedlemmer, at man virkelig undrer sig over, hvor medgørlige vælgerne er. Og hvordan krisefortællingen om behovet for at låne de mange milliarder nærmest er købt ubeset.
Politikerne kniber sig i armen over, at vælgerne tilsyneladende har accepteret krisefortælllingen om, at vi står på kanten af en krig – uden at holde det op imod hullerne i velfærdsamfundet? Hvad bliver der af folkekravet om, at den borgernære velfærd skal styrkes – ligesom det sker med Forsvaret?
Indtil videre er det der ikke. Hvor længe mon det kan vare ved? Det er et af de store spørgsmål i dansk politik lige for tiden.
Lyt til Henrik Qvortrups podcast 'B.T. og det gode selskab' der i denne uge har besøg af Hella Joof, Morten Messerschmidt og David Trads.
