Da landets nye økonomiminister torsdag morgen kunne præsentere en økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne, var det ikke udsigten til renoveringer af slidte klasselokaler eller farvel til klamme toiletter, der løb med overskrifterne. 

Det gjorde derimod ministerens ulyst til at svare på spørgsmål om den møgsag, der har forfulgt hende den seneste uge. 

De otte milliarder dejlige danske kroner, der næste år skal rette op på nedslidte folkeskoler og daginstitutioner, druknede nemlig i sagen om Pia Olsen Dyhrs ansættelse af Thomas Nystrøm.

Og da TV 2 bagefter bad om et interview med ministeren, stillede hun som krav, at journalisterne kun spurgte til økonomiaftalen – og ikke til sagen om rådgiveren. 

Et krav, som TV 2 valgte at afslå. 

B.T. politiske analytiker, Henrik Qvortrup, mener, at sagen begynder at skygge over hendes politiske arbejde. 

Da økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr torsdag præsenterede aftalen om kommunernes økonomi 2027 på et pressemøde i København, blev aftalen fuldstændigt overskygget af SFs møgsag. 
Da økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr torsdag præsenterede aftalen om kommunernes økonomi 2027 på et pressemøde i København, blev aftalen fuldstændigt overskygget af SFs møgsag.  Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Det er et vidnesbyrd om, hvor meget i krise hun er, og hvor underskudsagtigt hun optræder,« siger han og tilføjer:

»Vi har at gøre med en politiker, der har haft medvind i 12 år, og første gang hun møder modvind, så viser hun en ekstrem usikker hånd.« 

I sidste uge kom det frem, at Pia Olsen Dyhr havde ansat en personlig rådgiver, der for seks år siden blev fyret fra partiet efter metoo-anklager.

Genansættelsen skabte voldsom debat og kritik – især fra Frederiksberg-rådmanden Lotte Kofoed, som lavede sin egen demonstration under formandens tale på Folkemødet.

SF-rådmand Lotte Kofoed har fortalt, hvordan hun er blevet krænket af Thomas Nystrøm. 
SF-rådmand Lotte Kofoed har fortalt, hvordan hun er blevet krænket af Thomas Nystrøm.  Arkivfoto: Linda Kastrup

I weekenden valgte rådgiveren så selv at trække sig.

Nu er det dog ikke længere bare sagen i sig selv, der belaster SF-formanden, mener Qvortrup.

Efterhånden er det i lige så høj grad håndteringen af den, der skaber billedet af et politiker på glatis.

»Første gang hun holder pressemøde som økonomiminister. Første gang hun står skal stå i egen ret som minister, så overskygger den her sag fuldstændig.«

Og det er ikke en løsning at nægte at ville svare på spørgsmål om sagen, understreger han:

»Sådan spiller klaveret ikke. Det kan godt være, hun er irriteret over den her sag, men der er ikke andet at gøre end at håndtere den.«

Ifølge Qvortrup er den eneste udvej for SF-formanden nu at give et langt interview om sagen, hvor hun lægger sig fladt ned og siger undskyld. 

Han kalder det for en »mareridtsagtig« start på regeringsdeltagelsen for SF.

B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. Arkvifoto: Jon Wiche

»Det bringer minder om 2011, hvor daværende formand Villy Søvndal gik ind i regeringen som en rockstjerne, der kun havde mødt medvind, men da han mødte virkelighedens verden, gik det hurtigt ned ad bakke.«

»Den her sag er noget nærmest en fuldtonet katastrofe for SF,« lyder vurderingen fra Qvortrup.

Du kan lytte til B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp, på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Der er sket lidt siden sidst! I dagens afsnit samler vi op på den seneste udvikling i SF-fadæsen, og så stiller vi det helt store spørgsmål: Hvilke konsekvenser får det for Pia Olsen Dyhr? Det gør vi, inden vi vender den benzinkrig, der i disse dage udspiller sig mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Hvem vinder den? Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.