Når Mette Frederiksen (S) 1 januar holder sin nytårstale, er det slut med at give den som alvorstynget regeringsleder, som passer på danskerne i en usikker verden.

Sådan lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. Han vurderer, at statsministeren har erkendt, at kriseretorikken ikke længere har samme pondus i befolkningen. 

»Rollen som beskyttende landsmoder har ikke længere den effekt, som den havde for ganske kort tid siden,« siger han.

»Jeg tror i stedet, vi kommer til at se en Mette Frederiksen, som vil forsøge at fremstå som en, der forsøger at forstå den almindelige danskers bekymringer.« 

Han understreger dog, at hun med garanti kommer til at berøre emner som Ukraine, forsvar og beredskab, men at retorikken vil blive skruet ned.

Henrik Qvortrup peger desuden på, at statsministeren vil fokusere på mere borgernære emner, herunder de stigende fødevarepriser. 

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. 
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker.  Jon Wiche

Han bemærker dog, at emnet også blev taget op ved sidste nytårstale, og at årets eneste konkrete tiltag – at fjerne afgiften på chokolade og kaffe – illustrerer Mette Frederiksens udfordring med at levere håndgribelige resultater.

»Der er grænser for, hvor mange nytårstaler man kan holde, hvor fødevarepriser italesættes som et problem« siger han.

»I øvrigt er hun leder af en flertalsregering. Så man kan med rette sidde derude og undrer sig over, hvorfor det i to år bliver italesat som et problem, men at der intet bliver gjort ved det.« 

Et andet punkt, som han forventer komme i centrum af nytårstalen er Trumps nyeste udmeldinger om Grønland. Fordi hun nemt vil kunne fremstå som en stærk leder, som afviser den amerikanske præsident. 

»Folk kan godt lide, at hun sætter ham på plads. Men så kan man diskutere, hvor meget effekt der er i det. Men den bliver helt sikkert adresseret,« siger han.