Mette Frederiksen har excelleret i at brande sig som en statsminister i krisetid.

Og den seneste udvikling i konflikten mellem USA og Danmark om forholdet til Grønland kan give Mette Frederiksen en helt særlig mulighed, lyder vurderingen fra Henrik Qvortrup, der er B.T.s politiske analytiker.

»Der er naturligvis ikke nogen, der mistænker Mette Frederiksen for at sidde og tænke, at det er godt det her, men der er altså ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget,« siger han.

Donald Trump udnævnte tidligt mandag morgen dansk tid guvernøren i delstaten Louisiana, Jeff Landry, som USAs særlige udsending til Grønland.

Meningsmålingerne har på det seneste set rigtig skidt ud for Socialdemokraterne og Mette Frederiksen, men Henrik Qvortrup mener, at en krise som den omkring Trump og Grønland kan blive en gamechanger.

»I virkeligheden er det henrivende uinteressant, hvad alle andre end regeringsledelsen mener, når USA spiller med musklerne, og derfor giver det her Mette Frederiksen en kæmpe platform at boltre sig på, hvor hun kan tone frem som den, der siger 'hertil og ikke længere',« lyder det fra Qvortrup.

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker.
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

Qvortrup forklarer, at Mette Frederiksen tidligere har haft succes med at fremstå som en, der viste Trump, hvor skabet skal stå.

»I det lys er det som sendt fra himlen, hvis man er en statsminister, der er klemt i meningsmålingerne,« siger han.

I dansk politik er det som oftest sådan, at man ikke kan vinde et valg på udenrigspolitik.

Alligevel mener Henrik Qvortrup, at den her sag er en helt særlig slags udenrigspolitik, fordi den handler om, at Danmark er truet, og så kan Mette Frederiksen fortælle, hvordan tingene hænger sammen.

»Det er sådan en David mod Goliat-fortælling, som jeg tror, at hun godt kan profitere på,« fortæller Henrik Qvortrup.

Derfor forventer han også, at det kommer til at være en central del af socialdemokraternes fokus i den kommende valgkamp.

»Så er spørgsmålet selvfølgelig, hvor trætte danskerne er af hende, og om denne krise er nok, men det trækker i den rigtige retning for hende lige nu,« siger han.