Torsdag formiddag lister Venstres folketingsgruppe ind til det ugentlige gruppemøde, som normalt foregår i gråkedelig anonymitet. Men torsdagens møde ser ud til at blive betydeligt mere sprængfarligt.

Årsagen er, at gruppen skal diskutere næstformand – og fungerende formand – Ingers Støjbergs Facebook-opslag om den aktuelle sexismedebat.

»Inger Støjberg har kastet en bombe ind i debatten, og nu er der ved at danne sig endnu en sag, hvor der er uenighed i Venstre,« forklarer B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

Mandag skrev Inger Støjberg på Facebook, at det 'var ved at gå helt over gevind med al den MeToo og sexismesnak'.

Hun skrev også, at 'alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre', og at 'alt åbenbart kan misforstås og udlægges som sexisme'.

Inger Støjberg angreb også sine kollegaer i Folketinget, som hun mente havde reageret helt forkert på at få at vide, at 'de var pæne'. Noget, som Inger Støjberg ikke mener er sexisme, men bare en kompliment.

Så eksploderede MeToo-debatten også i Venstre. Venstre-kvinde og borgmester i København – en af mange i øvrigt – Cecilia Lonning Skovgaard kaldte i Politiken Støjbergs opdatering for 'et dumt indspark' og forklarede, at Støjberg ikke tog de sexismeramte kvinder alvorligt.

I forbindelse med samme opdatering, så fandt 22 kvindelige medlemmer af Venstre også sammen i et fælles skriv mod Venstres næstformand.

B.T. har i dag ringet til et tocifret antal medlemmer af Venstres folketingsgruppe for at få bare en lille smule at vide om dagsordenen på gruppemødet i morgen, hvor Venstre-folkene skal tale om sexisme og deres interne uenigheder, men ingen har ønsket at sige noget til citat.

Et enkelt af Venstres folketingsmedlemmer kom til at sige, at 'det bare ville bidrage til balladen og skade partiet', hvis der blev sagt for meget.

»Det er ved at gå op for Venstre-folkene, at der nu er en ny splittelse på vej,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»De skal virkelig holde tungen lige i munden. Hvis vi antager, at Venstre gerne vil åbne partiet op for et nyt publikum og moderne kvinder, så er Støjbergs udtalelser nok ikke det heldigste,« siger han.

Politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup.
Politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Stridighederne i Venstre opstår, netop mens partiformand Jakob Ellemann-Jensen ligger syg derhjemme efter en operation for en dobbelt diskusprolaps. Kort efter at Inger Støjberg så er blevet fungerende formand i hans fravær, har hun kastet partiet ud i et større slags- og selvmål.

»Jakob Ellemann havde nok valgt sine ord på en anden måde. Der er lidt et element af, at når katten er ude, så danser musene på bordet,« siger Qvortrup.

Jakob Ellemann-Jensen kaldte den genopståede MeToo-debat for særdeles vigtig, hvor Støjberg så skrev, at den var ved at gå over gevind.

»Omvendt så skal man heller ikke se bort fra, at der uden tvivl er mange Venstre-vælgere, som er enige med Støjberg i det, hun skrev. Hun har også en stærk evne for at tale direkte til de klassiske jyske Venstre-folk,« siger Qvortrup.