Udvisningsreform. Folkeskoleudspil. Fødevarecheck.

Med alle de store politiske udmeldinger, der for tiden falder som socialdemokratisk perler på en snor, er der noget, der tyder på, at statsminister Mette Frederiksen (S) kunne finde på at udskrive folketingsvalg inden længe.

Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker.
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. Foto: Jon Wiche

Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra flere af politiske eksperter.

Og dermed er det altså blevet endnu mere vigtigt for landets politikere at klare sig godt. Men det er det ikke alle, der er lykkes med i ugen, der er gået, vurderer B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.

Hver weekend ser han tilbage på ugen, der er gået og giver sit bud på, hvad der har været højde- og ikke mindst lavpunkterne. Og denne gang har der ikke været nogen tvivl om »taberne.«

Det har nemlig været blå blok.

»De virker helt væk. Jeg undrer mig virkelig over deres nærmest totale fravær. For de kan jo også se i en kalender og notere sig, at valget nærmer sig,« siger han og fortsætter:

»Men alligevel er det som om, at der står Socialdemokratiet på alting lige nu.«

Henrik Qvortrup påpeger, at der for et halvt års tid siden var meget snak om, at det virker som om, at der ikke for alvor er noget samlet blåt alternativ i dansk politik.

»Dét er tydeligere lige nu, end det har været længe. De Konservative hører man ikke meget til, Troels Lund Poulsen (V) står stille i meningsmålingerne, og selvom han muligvis skal regnes med i blå blok, så sidder han i regering med Mette Frederiksen.«

Omvendt er der i Socialdemokratiet grund til at trække på smilebåndet. Særligt partiets børne- og undervisningsordfører Mattias Tesfaye kan være godt tilfreds med ugen.

Derfor er han ugens top.

»Tesfaye har været meget på i denne uge i forbindelse med, at partiets har præsenteret sit folkeskoleudspil. Og han gør det godt. Man kan sagtens diskutere selve forslaget og de problemer, der er ved det,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Men han får lov til at 'shine', og der er ikke nogen tvivl om, at de ser ham som essentiel i partiet i forhold til at skulle ud og vinde et valg.«

Ugens top og flop er tilbage i næste uge. 

Indtil da kan du høre mere fra blandt andre Henrik Qvortrup i B.T.s nye politiske podcast på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Det socialdemokratiske godstog buldrer derudad, Mette Frederiksen turnerer med Christian Degn, og 'Udenrigsministeren' toner frem på skærmen i bedste sendetid. B.T.s politiske eksperter dissekerer den vilde politiske fase, vi er vidne til lige nu, og så svarer de på, hvad det betyder for SF – og ikke mindst S – at SF’s stemmesluger Jacob Mark har meldt sit comeback. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T.  Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T.  Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T.  Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T.  Journalist: Maria Asmine Dam og Josefine Buhl Brinckmann  Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen