B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, vurderer, at deltagelsen i SVM-regeringen lige nu giver mere hovedpine for Venstre, end den giver smil på læben.
Senest har flere V-politikere uden for Christiansborgs bonede gulve kaldt den fødevarecheck, der tirsdag blev præsenteret, for 'ikke økonomisk ansvarlig' og 'som at tisse i bukserne'.
»Lad mig sige det diplomatisk: Fødevarechecken er næppe et forslag, Venstre ville være med på, hvis de ikke havde siddet i regeringen,« siger Qvortrup og tilføjer:
»Men omvendt er det nok en sag, hvor man har vurderet, at det ikke var den rette til at bryde med samarbejdet i regeringen.«
'Overhånd er væk'
De seneste meningsmålinger tegner da også et tydeligt billede af, at statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminiser Lars Løkke Rasmussen (M) har fået mere omtale i forbindelse med Grønlandskrisen, end forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har.
Både Socialdemokratiet og Moderaterne er således også gået frem i denne uges måling lavet af Voxmeter, mens Venstre ligger på samme niveau, som før krisen ramte.
»Venstre er pludselig blevet det klemte parti,« siger Henrik Qvortrup.
Han fortsætter:
»De får ikke noget særligt ud af grønlandskrisen, og den overhånd, som Troels Lund Poulsen havde for et par måneder siden, den er mildest talt væk nu. Det er markant, hvor hurtigt det interne magtforhold i regeringen har ændret sig.«
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

