Den fremgang Socialdemokratiet fik, da USAs præsident, Donald Trump, tidligere på året skruede gevaldigt op for interessen for Grønland, er lige nu ret så udfordret.
Det mener Henrik Qvortrup. der er B.T.s politiske analytiker.
Han forholder sig til en meningsmåling Epinion har lavet for DR, hvor 19,1 procent af de 2.177 adspurgte svarer, at de vil stemme på Socialdemokratiet ved næste valg.
»Det er en skidt måling for Socialdemokratiet, og jeg tror de ser på den med bekymring,« siger Henrik Qvortrup og tilføjer:
»Jeg synes godt, man kan sige, at det momentum, som Socialdemokratiet jo helt klart indledte valgkampen med, og som gjorde, at vi var nogle, der nærmest sagde, at 'nu er den hjemme,' - altså begynder at se lidt udfordret ud for Socialdemokratiet og for Mette Frederiksen.«
Han erkender, at han nok selv var for hurtig til at vurdere valgsejren som ret så sikker for Mette Frederiksen.

»Vi var måske nogen, der var en postgang for tidligt ude med at sige, at valget nærmest var afgjort. Mette Frederiksen har tabt momentum over de seneste dage, det er ret tydeligt,« siger Qvortrup.
Henrik Qvortrup siger, at Socialdemokratiet lige nu kæmper med at komme over 20 procent, selv om partiet kommer med det ene forslag efter den andet.
Senest har Mette Frederiksen præsenteret et udlændingeudspil.
»Til trods for et sandt tæppebombardement af alle mulige forslag, så rokker de sig ikke ud af stedet. De ligger stadig under 20 procent,« siger han.
Henrik Qvortrup vurderer, at der ikke er ret meget, der skal ændre sig, før der pludseligt bliver blåt flertal.
»Mette Frederiksen står stadig til at kunne blive statsminister, men pludselig er der ikke så meget, der skal flyttes længere,« siger han og tilføjer:
»Hvis de begynder at røre på sig med de nordatlantiske mandater, og de måske bliver lidt mere blå, end vi havde troet, og den blå blok går bare en lille smule frem, så er spændingen tilbage i valgkampen.«


