Regeringsforhandlingerne er i fuld gang.
Og selvom Mette Frederiksen i de her dage afsøger en regering med SF og De Radikale, er det endnu ikke udelukket, at hun bliver nødt til at kigge hen over midten, hvis hun skal danne en regering.
For som det ser ud nu, sætter Lars Løkke Rasmussen (M) en stopper for den centrum-venstre-regering, der er på bordet.
Dén vil nemlig kræve, at Moderaterne enten går med i den eller støtter op om den.
Og det har Lars Løkke flere gange afvist, da samme regering skal have opbakning fra både Enhedslisten og Alternativet, hvis den ikke skal have et flertal imod sig.
Partier, som Lars Løkke udtrykkeligt har sagt, at han ikke vil lege med.
Men hvis det betyder, at Mette Frederiksen bliver nødt til at udelukke de røde partier og bejle til Venstre og/eller De Konservative, så er det lig med »politisk selvmord.«
Sådan lyder vurderingen fra politisk analytiker Henrik Qvortrup i B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.

»Hør lige her! Hvis Mette Frederiksen indgår i en ny midterregering efter en valgkamp, hvor hun har tonet rødt, så tør jeg godt sige, at de til næste valg ikke kan 'nøjes' med en nedgang til 20 procent. Så er det 12 eller 15 procent,« lyder det fra Qvortrup med henvisning til Socialdemokratiets historisk dårlige valgresultat.
Han fortsætter: »Jeg kan ikke se Mette Frederiksen indgå i en regering, hvor SF ikke er med på den ene eller den anden måde.«
Hvorfor?
»Fordi hun gik til valg på en rød politik: Formueskat, mere Arne-pension, lilleskolen og så videre. Det ville betyde, at hun fuldstændig skulle vende på en tallerken og holde både SF og Enhedslisten ude igen – præcis som hun gjorde i 2022.«
»Det tror jeg vil skabe et ramaskrig blandt røde vælgere,« tilføjer Henrik Qvortrup.
Hør det seneste afsnit af B.T. Valgkamp, hvor B.T.s politiske eksperter forsøger at løsne op for den gordiske knude af en regeringsforhandling, der netop er blevet indledt.
Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, er der kun én regering der lige nu ser sandsynlig ud - men også her skal de involverede sluge nogle seriøse kameler.
Hør afsnittet på B.T.dk, i Spotify , Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.

