TV 2 kunne mandag aften fortælle, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har nævnt muligheden for at lave flere borgmesterposter i København.
Og det er en opsigtsvækkende manøvre, mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup:
»Nu begynder det at snerpe til, og det handler om at være kreativ.«
»Men det er måske for kreativt og gennemskueligt. De vælgere, der ikke har stemt endnu, må være i tvivl om, hvorvidt det er København eller Hjallerup marked.«
København har allerede en overborgmester og seks fagborgmestre.
»Borgmesterposter er en handelsvare, som kan bruges sådan, at hvis du støtter mig, så får du en borgmesterpost eller en udvalgspost,« siger Qvortrup.
»Men der er jo kun et begrænset antal. Ved at forslå flere, så er der mere at handle med. Forudsat at andre ikke gør det samme.«
»Hvis SF gør det samme, så er det jo ligesom Hjallerup marked.«
Qvortrup anser trækket således:
»Det er svært ikke at se det som panik før lukketid. Skriften på væggen er klar: Socialdemokratiet får et dårligt valg og kan se frem til den monumentale ydmygelse at miste overborgmesterposten for første gang i 100 år.«
Du kan følge valget minut for minut i vores live-blog.
