Frisættelse. Det lyder godt, ikke? Som noget, man helt instinktivt må gå ind for.

Det umiddelbart så positivt klingende ord har da også på det seneste fyldt en del i den politiske debat. Senest i forbindelse med regeringens ældreudspil.

Det var Lars Løkke Rasmussen, der under valgkampen introducerede begrebet frisættelse, og siden er der blevet fulgt op fra statsminister og ned. I dag er stort set alle for »frisættelse af det lokale ansvar.« 

Men ét er, hvad der lyder godt. Noget helt andet er, hvad politikerne formår at leve op til, når princippet om nærhed i beslutningerne bliver udfordret.

Og nu kommer testen.

På torsdag mødes Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg for at tale Borup Skole og de vidt omtalte problemer dér.

Her får vi første indikation af, om politikerne virkelig mener det, når de taler om, at problemer skal løses tæt på borgerne. Eller om alle besværgelserne om frisættelse blot skal forstås sådan, at det underforstået kun er noget, der gælder, så længe der ikke er tale om problemer, som bliver omtalt i fjernsynet.

Det være sig på en skole. Eller på et plejehjem, hvor gamle Else hænger hjælpeløst og ydmyget i en kran. Det er plejehjemmets ansvar, siger regeringen nu. Men kan den holde nallerne væk?

Den politiske kommentator Kristian Madsen har udtrykt det meget præcist: »Hvis man mener, at problemer på Borup Skole skal løses andre steder end på Borup Skole, så har man mistet enhver adkomst til at tale om frisættelse af den offentlige sektor.«

Madsen har en uomtvistelig pointe. Al erfaring viser nemlig, at er der noget, politikere har meget vanskeligt ved, så er det at modstå presset for handling og udtalelser, når en sag bliver stor i medierne. Som for eksempel den om, hvordan børnene har det med hinanden på Borup Skole.

Derfor sidder undervisningsminister Mathias Tesfaye (S) med noget af en varm kartoffel. Han har lige modtaget et brev fra vrede og frustrerede forældre til børn på Borup Skole. 

På den ene side presser forældrene – og medietrykket – ham til at handle. På den anden side ved han bedre end nogen, at der er tale om et lokalt problem – der skal løses lokalt. I al fald hvis regeringens snak om frisættelse på nogen måde skal give mening.

Det er svært. Og man ser det allerede i den måde, Tesfaye har udtalt sig.

På den ene side betoner han, at »den konkrete sag skal håndteres af Køge Kommune«. Men så skynder han sig at tilføje, at han »ikke vil afvise, at der kan blive behov for mere generelt at stramme op på ordensreglerne.«

Sådan lyder et ægte dilemma – formuleret i politikersprog.