Der står stråhat på menuen, når TV2s politiske redaktør Henrik Qvortrup i morgen tidlig gæster Go’ Morgen Danmark.

I 2010 svor han nemlig at æde sin gamle hat, hvis det lykkedes Liberal Alliance at komme over spærregrænsen på to procent af stemmerne ved det dengang kommende folketingsvalg. Liberal Alliance fik som bekendt hele fem procent af stemmerne, og her til morgen må den kække kommentator så (ind)tage konsekvensen af tidligere tiders overmod.



- Det seneste jeg har hørt er, at Go’ Morgen Danmark vil lave en slags nyfortolkning af den italienske klassiker osso buco - nu med stråhat, lyder det fra Qvortrup, der skam regner med at spise op. 

- Det agter jeg bestemt at gøre. Det kan godt være, at jeg ikke når at spise det hele, mens kameraene ruller, men jeg vil spise den så hurtigt, som jeg nu kan, lover han.



Henrik Qvortrup siger, at hattespisningen understreger, at han er en mand af hans ord.  

- Der var en gang en politiker, der sagde, at et ord er et ord og en mand er en karklud,(Aase Olesen, tidligere radikal minister, red.) og den vil jeg jo nødigt have siddende på mig. Derfor har jeg nu tænkt mig at holde, hvad jeg har lovet. Det er kun rimeligt, når man stiller sig frem med så skråsikre profetier.

Bt.dk forsøgte forgæves at hive flere skråsikre forudsigelser ud af den hattespisende kommentator. Hertil var Qvortrup dog trods alt for rutineret. 

- Jeg må nok hellere lige vente at se om stråhatten i virkeligheden er en overset råvare, som faktisk kan spises, inden jeg bliver for skråsikker. Men altså hvis den smager godt, kan det jo godt være, at jeg uden problemer kan love at spise min gamle hat i andre sammenhænge.