28 dage efter valget er der stadig ingen regering.
Og i 10 dage har forhandlingerne kørt uden manden med nøglen til magten: Lars Løkke Rasmussen.
Moderaternes leder, der sidder med de afgørende mandater, er væk fra bordet. Samtidig har De Konservative trukket en streg i sandet og kræver en ny kongelig undersøger, før de vil lege med.
Alligevel fortsætter fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) ufortrødent forhandlingerne med de røde partier på Marienborg.
Ifølge B.T.s politiske redaktør Henrik Qvortrup er forklaringen lige for:
»Det er sådan, det ser ud, når en fungerende statsminister ikke vil give magten fra sig. Det har komikkens skær, at klynge sig til magten på den måde«.
Ifølge ham er forløbet kørt helt af sporet.
»Hun kan sagtens sidde og lave studiekreds med Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale, men det giver ikke en regering.«
Den vurdering deles af Noa Redington, som var spindoktor for tidligere statsmininster Helle Thorning-Schmidt (S)
»Ovenpå dagens totalteater i selvydmygelse bør Mette Frederiksen gå til Kongen og konkludere, at hun ikke har flertal bag en regering bestående af S-SF-RV. For det er jo konklusionen! Svære er det ikke. Og så må man tage en ny runde,« skriver han på X.
B.T.s politiske redaktør kvitterer og siger: »Jeg ved næsten ikke, om jeg kan sige det bedre.«
Han peger på, at vejen frem kræver, at statsministeren slipper kontrollen og skifter spor.
»Vi skal jo også huske på, at bare fordi der kommer en blå kongelig undersøger, så er det ikke ensbetydende med, vi får en blå statsminister. Det er stadig meget usandsynligt,« vurderer Henrik Qvortrup og tilføjer:
»Det er i virkeligheden bemærkelsesværdigt at Mette Frederiksen holder fast, særlig når slutresultatet meget vel bliver, at hun bliver statsminister under alle omstændigheder.«
Den fungerende statsminister og kongelige undersøger agter også at afholde regeringsforhandlinger onsdag.

