Qvortrup revser Løkke: Skal til at sluge kameler
Forhandlingerne er ved at være i mål – men prisen er høj for Løkke. Og ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup er der ingen tvivl om, hvilken farve regering det ender med.

Forhandlingerne er ved at være i mål – men prisen er høj for Løkke. Og ifølge B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup er der ingen tvivl om, hvilken farve regering det ender med.

Alt tyder nu på, at Lars Løkke Rasmussen omsider er på vej ned fra træet og klar til at bakke op om en centrum-venstre-regering.
Dermed er Danmark meget tæt på igen at få en regering – efter de længste forhandlinger i historien.
Men spørgsmålet er, hvor meget Løkke kan give sig i forhold til Enhedslisten, som han ellers igen og igen har slået fast, at han ikke vil være afhængig af.
Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, forhandles der lige nu om helt centrale magtforhold i en kommende regering – særligt hvor stor indflydelse Enhedslisten får.
»Noget af det mest interessante er spørgsmålet om, hvorvidt en kommende regering må lave aftaler uden at skulle spørge Enhedslisten først,« lyder det fra Henrik Qvortrup.
Her kommer B.T.s politiske analytiker med et eksempel:

»Har Enhedslisten veto, hvis regeringen vil lave en finanslovsaftale med de blå? Det er den slags helt grundlæggende spilleregler, de sidder og bøvler med.«
Onsdagens møder på Marienborg bød desuden på et fem timer langt forhandlingsmøde mellem Pelle Dragsted og kongelig undersøger Mette Frederiksen.
Dragsted erkendte selv over for TV 2, at forhandlingerne er 'udfordrende'.
Qvortrup tolker det som tegn på, at Enhedslisten stadig holder fast i deres kernekrav – selvom partiet nu åbent imødekommer en centrum-venstre-regering.
»Det er tydeligt, at Enhedslisten fastholder nogle røde linjer, især omkring hvor stor handlefrihed regeringen skal have uden om dem,« siger han.
Samtidig, påpeger Qvortrup, skal der sluges nogle betydelige kameler på begge sider.
»Enhedslisten skal acceptere, at Moderaterne får stor indflydelse på den økonomiske politik.«
»Til gengæld skal Moderaterne sluge den kamel, at Enhedslisten overhovedet sidder med ved bordet – og får en hånd på regeringens liv. Det er egentlig stik imod, hvad Løkke sagde dagen efter valget, men det er den politiske pris, der må betales,« siger han.

Ifølge Qvortrup handler det om klassisk sprogjustering.
»På klassisk Løkke-manér justerer han sit sprog. Før sagde han, at det skulle være en regering hen over midten. Nu siger han, at hvis man ikke kan få en regering hen over midten, så er det vigtigste, at man får en regering, hvor midten er med. Og det er noget ganske andet.«
Løkkes projekt om en bred midterregering er dermed de facto kollapset. Og ifølge Qvortrup er der ingen tvivl om, hvilken farve den kommende regering får.
»Selvfølgelig bliver det en rød regering. Og først og fremmest bliver det en regering, hvor magten i sidste ende ligger hos den yderste venstrefløj. Det kan Løkke ikke tale sig uden om.«