Mette Frederiksens undskyldning for en kommentar, hun lirede af i et opsigtsvækkende interview under kommunalvalget, klinger hult.
Sådan siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, efter statsministeren på Instagram fredag lægger sig fladt ned og beklager, hvad hun kalder en 'fejl'.
Og en undskyldning var på sin plads, mener Henrik Qvortrup.
»Det er fornuftigt, at hun lægger sig fladt ned, for det er det dummeste svar, jeg kan mindes at have hørt fra en dansk toppolitiker,« siger han.
I interviewet med influencer Frederik Dyrnesli skulle Mette Frederiksen forholde sig til forskellige politiske dilemmaer.
Her fik Mette Frederiksen sagt, at aldersbegrænsning på sociale medier er vigtigere end stigende fødevarepriser.

Det undskylder hun nu med, at det var et hurtigere og skarpere format, som hun aldrig har prøvet før.
'Jeg skulle have sagt, at sådan kan man ikke stille det op. For begge dele er vigtige,' skriver hun i sit Instagram-opslag.
Men selvom en undskyldning til danskerne er berettiget, så er forklaringen det rene spin, mener B.T.s politiske analytiker.
»At hun ikke har prøvet det før klinger meget hult. Hun har et kæmpe apparat i ryggen og har selv opsøgt den slags formater under valgkampen,« siger Henrik Qvortrup.
»Hun har formentlig bare troet, at det var endnu en walk in the park med en influencer,« lyder det videre.
Henrik Qvortrup hæfter sig ved, at det ligner statsministeren dårligt på den måde at gå til bekendelse, men det er også et tegn, mener han.
»Vi begynder at nærme os den Mette, som mange ikke har kunnet få øje på i lang tid. Den ydmyg og noget mindre kæphøje Mette Frederiksen. Stikmodsat af det, mange mener, har præget billedet af hende på det seneste,« siger Henrik Qvortrup.

