Statsminister Mette Frederiksen (S) har et forklaringsproblem.
Det mener B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.
Onsdag har Mette Frederiksen nemlig i forbindelse med Nato-topmødet udtalt, at det vil kræve svære prioriteringer at bruge fem procent af Danmarks bruttonationalprodukt på forsvaret.
Men er det nu helt rigtigt?
»Hvis det ikke havde været fordi, regeringen lige har fundet et monstrøst milliardbeløb, så havde det været fornuftigt at sige, at det kræver svære prioriteringer,« siger Qvortrup og fortsætter:
»Men det her giver også regeringen et forklaringsproblem. For nu er det som om, at Mette Frederiksen reserverer sig en eller anden form for undskyldning, når hun - forventeligt - på et tidspunkt kommer under beskyldning for, at noget velfærd ikke er, som det skal være.«
Mandag opjusterede regeringen nemlig landets økonomiske råderum med hele 58 milliarder kroner.
»Det kommer på et tidspunkt, hvor vælgerne så får svært ved at forstå, at der ikke er penge til velfærd men hele fem procent til forsvaret, når råderummet er så stort,« siger han og tilføjer:

»Det er også et luksusproblem, for det medfører en intern diskussion i regeringen om, hvad pengene skal bruges på,« siger Qvortrup.
Det var til forsvarsalliancen Natos topmøde i Haag i Holland, at statsminister Mette Frederiksen onsdag svarede på spørgsmål fra pressen.
»Det er ikke sådan, at det er let at komme op på fem procent,« sagde hun.