Qvortrup peger på vild minister-joker: Helt særlig afløser står klar i kulissen
Pønser Lars Løkke Rasmussen på en ‘vild’ finte, når ministerholdet skal udpeges? Henrik Qvortrup kaster pludselig et ‘fascinerende scenarie’ på bordet i podcasten B.T. Valgkamp.
Henrik Qvortrup udfolder scenariet i denne uges afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
»Med Lars Løkke Rasmussen skal man have det forbehold, at det vildeste kan ske.«
Sådan lyder det fra politisk analytiker, Henrik Qvortrup, i denne uges afsnit af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.
Her fortæller B.T.s politiske eksperter, hvem de holder særligt øje med, når Mette Frederiksen meget snart præsenterer sit ministerhold.
I den sammenhæng smider Henrik Qvortrup et vildt bud i puljen.
For hvis Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, vælger en helt særlig person som minister, kan det udløse en kædereaktion i partiet, der er værd at opholde sig lidt ved, lyder det fra Qvortrup.
Og den særlige person er Moderaternes medlem af Europa-Parlamentet, Stine Bosse.
Ifølge B.T.s politiske eksperter går der ikke mange dage, før Mette Frederiksen præsenterer sin S-SF-RV-M-regering. I denne uges afsnit af B.T. Valgkamp svarer de på, hvilke ministerposter de særligt holder øje med – og hvilke overraskelser der kan komme i den forbindelse. Foto: Emilie Maja Jeppesen.
»Jeg siger ikke, at det sker – jeg er bare fascineret af scenariet med Stine Bosse,« fortæller Qvortrup, og fortsætter:
»For det første får vi jo en fest af en minister at forholde os til, fordi hun har jo været leveringsdygtig i den ene vilde betragtning efter den anden. Alt godt fra havet. Det kunne blive muntert,« lyder det fra Qvortrup med henvisning til en række opslag fra Bosses sociale medier.
Senest et opslag, hvor hun er blevet beskyldt for at dele en konspirationsteori om, at attentatforsøget mod Donald Trump i 2024 var 'staged'.
»Og så er der jo også lige en afledt funktion af, at Stine Bosse måtte blive trukket hjem som dansk minister. Så er der en plads nede i Europa-Parlamentet,« fortæller Qvortrup og fortsætter:
Bergur Løkke Rasmussen er valgt for Moderaterne til byrådet i Helsingør og står først på listen, hvis Stine Bosse skal forlade sin post i Bruxelles. Bax Lindhardt
»Og hvem er det lige, der får den post, hvis det sker? Det er en herre ved navn Bergur Løkke Rasmussen.«
Bergur Løkke Rasmussen, der er søn af Lars Løkke Rasmussen.
I studiet lyder det, at dén manøvre måske bliver lige lovlig »tyk«.
Men her lyder det igen fra Henrik Qvortrup, at man ikke kan udelukke noget som helst med Lars Løkke Rasmussen.
Hør analysen i denne uges afsnit af B.T. Valgkamp, hvor B.T.s politiske eksperter fortæller hvilke ministerposter de særligt holder øje med - og så kommer de med deres bud på en regeringsdato.
Du kan lytte til afsnittet herunder, på B.T.dk, i Spotify, Apple Podcast eller der, hvor du plejer at lytte til podcast. Du kan også se hele afsnittet som vodcast på B.T.s YouTube-kanal.
Vi kickstarter dagens program med endnu et gyldent Løkke-moment, og så spørger vi ikke kun, hvilke ministre man skal holde særligt øje med, men også hvilke overraskelser der kan komme, når Mette Frederiksen – lige om lidt – kan præsentere sit ministerhold. Og så lyder det fra Joachim B. Olsen, at ét politisk område kan sætte hele Socialdemokratiets troværdighed over styr i den kommende centrum-venstre-regering. Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Emilie Maja Jeppesen Redaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.