Spekulationerne om Troels Lund Poulsens fremtid som Venstre-formand går amok i øjeblikket.

Særligt i lyset af det kommende krisemøde den 25. oktober, hvor partiet skal drøfte »den aktuelle politiske situation«.

Men hvem ville kunne overtage den nuværende formandspost?

Flere navne går igen, men særligt ét vækker opsigt.

Nemlig den garvede Venstre-mand Søren Pind, som i dag er direktør i brancheforeningen Aktive Ejere.

B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, har hørt flere nævne hans navn.

Portræt af politisk redaktør på B.T. Henrik Qvortrup ved Christiansborg Oktober 2020 Jon Wiche

»Jeg synes, man kan se på nogle af de kommentarer, Søren Pind skriver rundt omkring, at han går rundt med Venstre-formand i maven, lad mig udtrykke det sådan,« siger Henrik Qvortrup det i den seneste episode af B.T.s politiske podcast, B.T. Valgkamp.

Han tilføjer:

»Men det er klart, at han ville slå syv kors for sig og sige, at det er ikke tilfældet, men der altså tegn i sol og måne på, at Søren Pind er ved at positionere sig til den dag, hvor Venstre skal have en ny formand.«

Flere internt i partiet har ifølge Qvortrup også haft Søren Pinds navn oppe at vende.

(ARKIV) Søren Pind har både været blandt andet justits- og integrationsminister for Venstre. Her præsenteres han som ny integrationsminister i 2011. Arkivfoto: Christian Als/Ritzau Scanpix

Søren Pind har en lang historie i partiet, som han har været medlem af siden 1994. Den unge politiker havde engang en oprørsk profil og var med til at formulere ti libeale teser, som skulle gøre op med Anders Foghs Rasmussens midtersøgende strategi.

Siden blev han betroet flere ansvarstunge roller, herunder fire ministerposter, indtil han trak sig som uddannelses- og forskningsminister og politik i 2018.

Nu rumsterer spørgsmålet om, hvorvidt han kan gøre et comeback på den politiske scene.

Selv gav Søren Pind et noget skizofrent svar, da han i Podimo-podcasten Mads & A-holdet for nylig blev spurgt, hvorvidt han skal tilbage til dansk politik og redde Venstre.

»Det tror jeg ikke, Venstre har noget som helst ønske om. Jeg vil sige, jeg har det for godt til det nu. Vi må se. Jeg er aldrig afvisende.«

Efterfølgende blev han en anelse mere kategorisk:

»Nej det tror jeg ikke … Jeg har ingen ambitioner om at vende tilbage til dansk politik.«

Henrik Qvortrup kommer med flere bud på en mulig afløser til formandsposten, hvis det ikke skulle være Søren Pind. Han nævner også Søren Gade og partiets næstformand, Stephanie Lose.

Hør hele listen i B.T. Valgkamp på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast, YouTube eller ved at trykke 'lyt' herunder:

B.T. Valgkamp

Mens Troels Lund Poulsen (V) indkalder til krisemøde, bliver der spekuleret i hans afløser. Og her er et vildt navn dukket op. Qvortrup kommer med det friske bud på en ny formand for V, inden vi vender det seneste drama i de socialdemokratiske kaffeklubber. Joachim B. Olsen udlægger teksten, inden vi kigger nærmere på De Radikales deep dive i, hvad Dansk Folkeparti liker på TikTok. Det sker forud for, at der i morgen falder dom i injuriesagen mellem Martin Lidegaard og Morten Messerschmidt. Og så har LA taget S på ordet - og sengen? Vært: Simon Richard Nielsen, chefredaktør på B.T. Gæster: Henrik Qvortrup, politisk analytiker på B.T. Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Emilie Jäger, politisk redaktør på B.T. Journalister: Maria Asmine Dam og Thilde Ovens Podcastredaktør: Maria Asmine Dam Producer: Frederik Riis Jakobsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.