Margrethe Vestager fik ikke topjob i Den Europæiske Investeringsbank, og hun kommer heller ikke til at fortsætte som EU-kommissær i en tredje periode.

Men den tidligere økonomi- og indenrigsminister samt formand for Radikale Venstre kommer ikke til at mangle jobtilbud.

Det slår politisk analytiker på B.T., Henrik Qvortrup, fast ovenpå fredagens nyhed om, at Margrethe Vestager har trukket sig fra kapløbet om at blive direktør for Den Europæiske Investeringsbank.

»Margrethe Vestagers umiddelbare fremtid er egentlig ret veldefineret. Til sommer er det med sikkerhed slut på hendes tid som kommissær i EU. Lars Løkke har gjort det rimelig klart, at hun ikke får en tredje periode,« siger Henrik Qvortrup.

»Her forventer jeg, at der i stedet bliver indsat en socialdemokrat som ny EU-kommissær, muligvis Dan Jørgensen, og det vil så bane vejen for en større regeringsrokade,« tilføjer han.

Men kunne man så forestille sig Margrethe Vestager gøre comeback i dansk politik hos Radikale Venstre?

»Jeg kan godt forstå, hvis du gerne vil spekulere i det, men det opfatter jeg ikke som værende sandsynligt,« siger Henrik Qvortrup.

»Hun ville givetvis have en stærk appel i det vælgersegment, men mit instinkt siger mig, at det gider hun ikke,« forklarer han.

Politisk analytiker hos B.T., Henrik Qvortrup.
Politisk analytiker hos B.T., Henrik Qvortrup. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Henrik Qvortrup mener, at Margrethe Vestager vil foretrække at fortsætte sin karriere i et internationalt topjob af en art.

»Der vil helt sikkert være rift om hende. Hun vil kunne vælge og vrage mellem mange attraktive job, for de kampe, som hun har taget med forskellige monopoler, giver trods alt en erfaring, som pynter på cv'et,« siger han.

»Mit bedste bud er, at hun kommer til at få tilbudt bestyrelsesposter eller topjob hos internationale virksomheder,« konstaterer Henrik Qvortrup.

Margrethe Vestager skriver selv fredag på X, at hun i første omgang har tænkt sig at vende tilbage til sine opgaver i EU-kommissionen. Hun har været på orlov i de seneste tre måneder.

Det job bør Margrethe Vestager imidlertid trække sig fra øjeblikkeligt, mener Anders Vistisen, som er medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti.

»Hvis man aktivt søger et andet job, så mister man sin indflydelse i EU-Kommissionen,« siger Anders Vistisen.

Margrethe Vestager forlod dansk politik i efteråret 2014, hvor hun blev EUs konkurrencekommissær. Det er i den rolle, hun har kæmpet mod både Google og Apple.