Lørdag eftermiddag kunne finansminister Nicolai Wammen holde pressemøde om en ny velfærdsaftale indgået med De Radikale, Enhedslisten, SF og Alternativet.

Aftalen er en del af finansloven, som er blevet præsenteret i små bidder over de seneste dage, og det er formentlig blandt andet for at få folk til at glemme møgsagerne omkring mink, som har plaget regeringen.

Det mener B.T.'s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»Det er en kærkommen lejlighed til, at vi skal beskæftige os med noget andet,« siger han.

Qvortrup henviser dog også til de seneste meningsmålinger, der viser, at danskerne tydeligvis ikke har vendt regeringen ryggen på trods af de seneste møgsager.

»Selvom regeringen står i sin største krise, så er det ikke noget, der anfægter vælgerne særlig meget. Penge til daginstitutioner og ældre lægger vælgerne formentlig mere vægt på end halv akademiske og højpandede diskussioner om grundlovsbrud.«

De store gaver som regeringen har lagt til SF, De Radikale og Enhedslisten, under juletræet, er der formentlig også en bagtanke med.

»Politik er give and take. De aftaler, der er lavet i forbindelse med velfærden, er store sejre for Pernille Skipper (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF), og det ved regeringen godt. Så er forventningen nok også lidt, at de partier er artige over for regeringen, når de har brug for dem,« siger Henrik Qvortrup.