Mona Juul er i gang med at gøde jorden og forberede vælgerne og baglandet på, at hun overvejer at gå i regering med socialdemokraterne. 

Det vurderer B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, som hører en mulig opblødning i de seneste meldinger fra den konservative formand, Mona Juul. 

Det var dog ikke ligefrem imødekommende toner, der lød fra den konservative formand, da Mona Juul og politisk ordfører Mette Abildgaard tirsdag kom ud fra Statsministeriet.

De to konservative repræsentanter havde været til møde med den kongelige undersøger, fungerende statsminister Mette Frederiksen, om en ny regering. 

Da de kom ud, sagde de til den fremmødte presse, at de ikke forventede at blive inviteret til flere møder om regeringsforhandlingerne. 

»Vi har svært ved at se, at vi bliver inviteret yderligere. Fordi vi har meddelt, at vi fortsat ønsker en blå kongelig undersøger,« lød det ifølge DR fra Mona Juul.

»Men vi møder selvfølgelig op, når vi bliver inviteret, fordi vi gerne vil vise velvillighed,« tilføjede hun. 

Når Henrik Qvortrup alligevel mener, at der kan være en opblødning på vej, skyldes det den konservative leders ordvalg. 

»Vi ønsker en blå kongelig undersøger. At afsøge om der kan dannes en regering med blå partier eventuelt over midten,« sagde Mona Juul.

Og det er netop formuleringen »eventuelt over midten«, som Qvortrup hæfter sig ved. 

Politisk analytiker på B.T., Henrik Qvortrup.
Politisk analytiker på B.T., Henrik Qvortrup. Foto: Jon Wiche

»Der kan være to ting i det. For det første kan de forsøge at forhindre, at Mette Frederiksen har styringen i for høj grad. De ønsker at sende et signal om, at de ikke bare spiller efter Mette Frederiksens pibe.«

»At the end of the day er resultatet dog det samme: Der er ikke noget andet udfald, end at socialdemokraterne sidder for bordenden,« siger Qvortrup og tilføjer:

»På den her måde holder Mona Juul muligheden for en blå undersøger åben, samtidig med, at hun forbereder vælgerne på, at det er den vej, det bærer.«

Hvorvidt det er klogt af De Konservative at gå den vej, mener B.T.s politiske analytiker, er et åbent spørgsmål.

»Historikken fra Venstre er ikke den bedste. Når politikerne taler om at søge indflydelse og borgerlige stemmer, der arbejder, så viser empirien bare, at vælgerne er rimelig kolde over for den slags argumenter.«

Qvortrup peger dog på, at både De Konservative og Venstre er under voldsomt pres fra både erhvervsliv og deres respektive baglande for at søge indflydelse. 

»De repræsenterer bare ikke nødvendigvis særlig mange stemmer,« siger Qvortrup.