Allerede tidlig torsdag morgen var der godt gang i dansk politik. 

Venstres nyudnævnte minister, Mia Wagner, er efter en uge som minister og en omtrent lige så lang sygemelding fortid i regeringen. 

»Det er en pinagtig start for Troels Lund Poulsen som formand,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. 

Mia Wagner blev sygemeldt fredag i sidste uge efter et ildebefindende. Og det er hendes helbredsmæssige situation, der gør, at hun nu må takke af som minister.

Torsdag formiddag var Marie Bjerre sammen med statsministeren et smut på Amalienborg for officielt at blive minister... igen.
Torsdag formiddag var Marie Bjerre sammen med statsministeren et smut på Amalienborg for officielt at blive minister... igen. Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det er tæt på at være en personlig tragedie for Mia Wagner. Det er virkelig synd. Det må man grundlæggende sige som det første,« siger Henrik Qvortrup. 

Mia Wagners tid som minister startede jo egentlig lovende nok, mener Henrik Qvortrup. 

Troels Lund Poulsen viste med valget af Mia Wagner som digitaliserings- og ligestillingsminister, at han var nytænkende, og at Venstre på trods af dårlige meningsmålinger og et formandsskifte stadig var et attraktivt parti. 

»Vi var mange, der dengang tænkte: 'Det er sgu ikke helt dumt det der'. Men med det her forløb, kan man kun tænke, at det var en fejltagelse,« siger Henrik Qvortrup. 

»Det ender jo med at floppe totalt, faktisk allerede fra første dag. Overdragelsesshowet var et pinagtigt foretagende.« 

Da den afgående Venstre-minister, Marie Bjerre, skulle overdrage ministerposten til Mia Wagner, mødte Mia Wagners tale nemlig kritik. 

»Det er en stor dag for mig – på en anden måde for dig,« sagde hun blandt andet til Marie Bjerre, der var tydeligt berørt af at skulle sige farvel til sit ministerium.

Mia Wagner fik en løvinde i gave af Marie Bjerre til ministeroverdragelsen. 
Mia Wagner fik en løvinde i gave af Marie Bjerre til ministeroverdragelsen.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og hvis Henrik Qvortrup skal udpege en vinder i den her sag, bliver det da også Marie Bjerre, der for en kort stund måtte sige farvel til ministeriet for nu at være tilbage. Styrket.

»Hun er gået fra at være en helt ukendt minister til at være det miskendte geni. Hun har håndteret situationen med så meget stil og værdighed. Hun har bestået forløbet i stor stil,« siger Henrik Qvortrup. 

»Troels Lund Poulsen er blevet mindet om, at Marie Bjerre kan noget, som hende (Mia Wagner, red), han troede kunne mere, ikke kunne.«

Henrik Qvortrup tror da også, at dette forløb er noget, der vækker opsigt internt i Venstre. 

»Jeg tror, de er sindssygt ærgerlige over, at det - der skulle have været det store nummer, og som skulle have givet Venstre ny energi - ender med at floppe totalt,« siger han. 

Lyt til B.T. politiske podcast 'Slottet og Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen.