Socialdemokratiet vil bygge nye boliger frem for at beskatte dem.
Sådan endte og afviste finansminister Nicolai Wammen endegyldigt debatten og spekulationerne om, hvorvidt Socialdemokratiet vil ændre de nuværende boligskatter.
Og det definitive afslag på nye boligskatter er en klar taktisk politisk manøvre mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
For ifølge ham gælder det for Socialdemokratiet om at få lukket hurtigt ned for debatten.
»Det er vigtigt at lukke ned for snakken, da den er helt ude af kontrol. Al diskussion om boligskat eller husleje – det taber man vælgere på. Man skaber en usikkerhed hos mange danskere, og det er opskriften på at tabe et folketingsvalg. Derfor sender de Wammen i byen,« lyder det fra Henrik Qvortrup.
Flere gange har statsminister Mette Frederiksen (S) luftet sine tanker om boligmarkedet. Første gang i sin nytårstale, hvor hun påpegede, at noget var galt, »når nogle er blevet rige – alene ved at bo det rigtige sted«
Dog kan Henrik Qvortrup være nervøs for, at snakken om boligskat har gjort mere skade end gavn.
»Jeg frygter, at det er for sent. Da oppositionspolitikerne vil bruge det imod dem. Derfor var det nødvendigt for Socialdemokratiet at sætte en prop i diskussionen om boligskat,« siger han.
Henrik Qvortrup påpeger også, at det op til et kommende valg er afgørende ikke at provokere for mange vælgere.
»60 procent af danskerne sidder på mursten, og for Socialdemokratiet, der var presset i forvejen, er det i den grad at lege med ilden, når de appellerer bredt.«
»Det går ikke, at de lægger sig ud med alle dem, der har mursten. Det er noget andet for Løkke. Han står ved spærregrænsen. Han kan flirte med det politiske farlige.«
Dog tror Henrik Qvortrup ikke på, at nye boligskatter kommer på den politiske dagsorden – heller ikke efter folketingsvalget.
»Jeg tror, at Mette Frederiksen nævner boligskatter for at vise bevidsthed om skellet i samfundet og et forsøg på at appellere til de unge. SF vil gerne se på det her, og en stemme på SF går også til Socialdemokratiet. Men hun har åbnet for Pandoras æske.«
