En fødevarecheck, et udspil om kriminelle udlændinge og nu forslaget om folkeskolen.
Der er travlt på Christiansborg og i regeringskontorerne i disse dage.
De seneste dage har regeringen med socialdemokraterne i spidsen sat gang i initiativer på en række af de mærkesager, som statsminister Mette Frederiksen udpegede i sin nytårstale:
De stigende fødevarepriser. Ønsket om at kunne udvise flere kriminelle udlændinge og børn og unges mistrivsel.
Forleden landede aftalen om den økonomiske håndsrækning til trængte danskere. Så lancerede regeringen udvisningsreformen.
Og tirsdag aften kom så seneste skud på stammen:

Socialdemokratiet foreslår en markant ændring af folkeskolen, så der fremover maksimalt må være 14 elever i klasserne fra børnehaveklassen og til og med 3. klasse.
Og der er én eneste grund til, at Socialdemokraternes udspil om folkeskolen kommer netop nu, mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
»Og den kan du finde i grundloven, som siger, at vi skal have valg senest til efteråret,« siger han og tilføjer:
»Og meget tyder på, at det valg kommer før end det.«

Der er nemlig vendt op og ned på dansk politik de seneste uger.
Krisen i forbindelse med præsident Donald Trumps krav på Grønland kan aflæses direkte i meningsmålingerne, hvor især Socialdemokraterne og Moderaterne har haft fremgang.
»Der er en verden til forskel på dansk politik nu og for bare otte uger siden, hvor Socialdemokratiet var tynget af det elendige kommunalvalg, og Løkke nærmede sig spærregrænsen,« siger Qvortrup.
»Det er grønlandseffekten, og ingen ved, hvor længe den holder.«

Henrik Qvortrup ser tydelige tegn på, at statsministeren pønser på at trykke på valgknappen meget snart.
»Det her er populære forslag, som lugter langt væk af, at statsministeren overvejer at udskrive valg snart.«
»Folketingsvalget ligger tættere på, end nogle af os gik og troede,« siger han.
Og selv om det er den amerikanske præsidents pres på kongeriget, der giver især Mette Frederiksen og Lars Løkke medvind i meningsmålingerne, så understreger Henrik Qvortrup, at det kommende valg bliver udskrevet med udgangspunkt i indenrigspolitiske emner.
For eksempel fødevarepriser, kriminalitet eller folkeskolen.
Socialdemokratiet præsenterer partiets nye folkeskoleudspil onsdag.
»Der står valgkamp skrevet med flammeskrift henover det,« konkluderer Henrik Qvortrup.
