Forleden fejrede SVM-regeringen sin et års fødselsdag. Eller 'fejre' er måske så meget sagt, for dagen stod i skyggen af et vildt vælgertab gennem regeringens første leveår. Samtidig er Mette Frederiksen upopulær som aldrig før.
I runde tal har regeringen mistet hver tredje vælger. Og det er galt fat i alle tre partier. Der har længe været kø ved ved udgangen hos Socialdemokratiet og Venstre. Og på det seneste er turen også kommet til Moderaterne.
Valgforskerne pudser læsebrillen og tror dårligt deres egne øjne. De store gloser hentes frem; der tales om 'historisk' nedtur, som ikke er set lige hos nogen anden regering i nyere dansk historie.
Chefen for det hele, statsminister Mette Frederiksen, tager imidlertid nedturen - påstår hun i al fald - med knusende ro.
I et interview med Altinget i anledning af regeringens fødselsdag sammenfattede hun således situationen ganske optimistisk:
»Da jeg kom tilbage fra sommerferie sidste år, stod vi svagt i målingerne, der var blåt flertal, og jeg fik kritik for alt muligt. Da danskerne så stemte, fik vi det bedste valg i over 20 år.«
Det skal indrømmes, at statsministeren faktisk har noget historik at have sin tilsyneladende ukuelige optimisme i.
Kun en tåbe frygter ikke den socialdemokratiske valgmaskine. Det har været læren af mange valgkampe gennem årene. Spørg eventuelt bare Søren Pape. Han har endnu ikke fået rettet sig ud, efter at han blev tromlet flad af S-bulldozeren med Mette Frederiksen bag styretøjet.
Og så holder den historiske parallel måske alligevel ikke.
For der er sket et afgørende skifte i løbet af det seneste års tid. Nemlig at Mette Frederiksens popularitet er styrtdykket. Hvor hendes person for bare et år siden kunne drive kampagnen og omvende danskerne, begynder mange socialdemokrater - anonymt naturligvis - at tale om, hvorvidt hun stadig evner det.
I al fald er det gået meget hurtigt ned af bakke for Mette Frederiksens popularitet.
Det er trods alt kun godt og vel tre år siden, at mange danskere - det var under coronaen - fandt det såre naturligt, at små skolebørn på bedste Pyongyang-vis blev sat til at overbringe hende 'en rose til en rose'.
Det var også på de tider, at politiske modstandere helt opgav at kæmpe mod den landsmoderrolle, som Mette Frederiksen lykkedes med at give sig selv. For eksempel overgav den konservative Mette Abildgaard sig fuldstændig ved at tweete: »Jeg er tryg ved hende som statsminister.«
Målinger viste dengang, at 80 procent af danskerne mente, at Mette Frederiksen klarede det godt som statsminister. En folkelig opbakning fuldstændig uden sidestykke.
Og så frem til i dag: Nu er Mette Frederiksens regeringens klart mest upopulære minister; kun hver fjerde vælger synes, at hun gør det godt.
Noget af et fald fra popularitetstinderne, må man sige.
Nu kan der selvfølgelig være lang tid til næste valg. Og meget kan nå at ændre sig.
Mette Frederiksen kan måske hente lidt trøst i historien om forgængeren Helle Thorning-Schmidt, der heller ikke ligefrem red på en popularitetsbølge, men som ikke desto mindre endte med at skaffe Socialdemokratiet et hæderligt valg (at hun mistede statsministerposten, er en anden historie).
Ikke desto mindre tager bekymringen til i styrke i Socialdemokratiet. Bag lukkede døre stilles spørgsmålet: Er Mette Frederiksen mon selve årsagen til vælgerkrisen, snarere end løsningen på den?
Mette Frederiksen afgør selv, hvor længe hun sidder (i al fald frem til valget). Men skulle hun vælge at forlade dansk politik til fordel for en international toppost, vil næppe mange forsøge at tale hende fra det.
Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slotte & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her:
Podcast