»Det undrer mig, at regeringen, der normalt har fin fornemmelse af, hvad der rør sig i landet, kan gå så ekstremt galt med noget, som folk faktisk synes er noget pjat.«
Ordene er Henrik Qvortrups, B.T.s politiske redatør. De kommer i kølvandet på pressemeddelelsen udsendt af Finansministeriet mandag aften.
Heri lyder det, at to vegetardage om ugen i statslige kantiner ikke bliver obligatorisk – altså det stikmodsatte af tidligere meldinger for blot et par dage siden – efter kritik af forslaget, skriver Ritzau.
Og det er mere end bemærkelsesværdigt, mener Henrik Qvortrup.
»Det er et spektakulært tilbagetog. De gik fuldstændig fejl af folkestemningen.«
»Regeringen rammer helt forbi hér. De appellerer normalt til en stor, bred vælgergruppe, men langt de fleste vælgere, som Socialdemokratiet baserer sig på, synes forslaget har været helt uforståeligt,« mener Henrik Qvortrup.
Finansminister Nicolai Wammen (S) stillede sig frem 29. oktober og meddelte, at regeringen, i et forsøg på at skære ned på forbruget af kød, foreslog at indføre to rene og obligatoriske vegetardage om ugen i statslige kantiner.
Forslaget kom som led i en ny, grøn indkøbsstrategi fra staten. Men nu – kun et par dage efter – har regeringen 'været i dialog med flere lønmodtagerorganisationer om forslaget vedrørende to vegetariske dage i statslige kantiner', lyder det mandag aften.

»På den baggrund har regeringen besluttet, at det skal være op til den enkelte statslige arbejdsplads at bestemme i hvilket omfang, der serveres vegetarisk mad,« står der i pressemeddelelsen.
Henrik Qvortrup tillader sig alligevel at oversætte pressemeddelelsen:
»Det er erkendelsen af, at de har taget fejl af folkestemningen. Mange vælgere har spurgt og stillet spørgsmålstegn ved at blande sig: 'Hvad skulle det til for? Det bør være op til den enkelte',« vurderer Qvortrup.
Oven i hatten blev det meldt ud, at de kødfri dage ikke gjaldt på Christiansborg – kantinerne er ikke statslige, lød begrundelsen over for Ekstra Bladet.
»Det gør det ikke kønnere. Det er lidt kiks med kiks på, og det her er et udtryk for, at alle har lyst til, at det her skal gå i glemmebogen,« vurderer Henrik Qvortrup afsluttende ud for pressemeddelelsen.

