Der er tale om en nedtur af historiske dimensioner for den siddende regering efter dagens voxmeter-meningsmåling.

Det mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, efter dagens meningsmåling, der viser, at regeringen – hvis der var valg i dag – kun kan skrabe 60 mandater til sig.

Det er væsentlig mindre end de 89, de havde efter folketingsvalget i 2022.

Og Henrik Qvortrup mindes heller ikke nogensinde før at have set en lignende nedsmeltning for en dansk regering.

»Det er det ultimative fallit, det vi ser nu. Men vi er jo blevet vant til det, efter meningsmålinger gang på gang går den forkerte vej for regeringen,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Den her regering står fuldstændig stille. Den kan bare ikke overbevise vælgerne om, at det er et godt projekt med en midterregering.«

I den nye meningsmåling står Socialdemokratiet til at få 19,2 procent, mens Venstre ligger på 9,9 procent.

Endelig ligger Moderaterne efter den seneste tids uro i partiet fortsat meget lavt med en tilslutning fra 4,0 procent.

Ifølge B.T.s politiske analytiker kan man også se panikken sprede sig i regeringspartierne, der i højere og højere grad begynder at køre deres eget show.

»Vi så Mette Frederiksen skyde på alt, der havde en puls i folketinget i sidste uge, og så hørte vi Lars Løkke sige, at det pensionsudspil, som Socialdemokratiet havde fremlagt, ikke giver mening – der er virkelig grus i maskineriet,« siger Qvortrup.

Et af de store problemer for den siddende regering er faktisk – paradoksalt nok – at de ikke har nogen direkte politiske modstandere.

»Regeringen har brug for at have nogle fjender, der kan sætte deres politik i perspektiv. For selvom de kunne overbevise danskerne om, at en regering over midten var en god idé, så kan de det altså ikke længere,« siger Henrik Qvortrup og understreger: 

»Et fald til 60 mandater på to år er en nedtur af historiske dimensioner.«