Det er en af de helt tunge drenge blandt de øverste embedsmænd i landet, der nu har meldt sit exit fra kontorerne i Sundhedsministeriet.

Det forklarer B.T.’s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, om 66-årige Per Okkels, der fredag har annonceret, at han har sidste arbejdsdag i Magnus Heunickes ministerium 15. januar.

»Han har virkelig haft en stor indflydelse,« siger Henrik Qvortrup.

Okkels farvel til magtens kerne sker blot to uger efter, at et andet væsentligt bekendtskab under corona-krisen, Kåre Mølbak, har fortalt, at han stopper som faglig direktør i Statens Serum Institut samme måned.

Hastelove under corona-krisen har betydet, at Magnus Heunicke er blevet kaldt den mest magtfulde sundhedsminister i Danmarkshistorien. Men han vil altså snart mangle sin magtfulde departementschef, der har hjulpet regeringen med at binde dens politik sammen med sundhedsmyndighedernes arbejde.

»Der er ingen tvivl om, at Per Okkels har haft en meget afgørende indflydelse på corona-forløbet sammen med en anden ikke-sundhedsfaglig person, Barbara Bertelsen (der er departementschef i Statsministeriet, red.),« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»De to departementschefer har på mange måder mere at skulle have sagt, end de sundhedsfaglige myndigheder. De har talrige gange kørt folk med lægevidenskabelig eksamen over med damptromlen. Det har de selvfølgelig kunnet, fordi de har haft deres politiske lederes opbakning.«

»Det har ikke været sundhedspersoner, der har skulle definere håndteringen af coronakrisen. Og det er et fair politisk valg. Når Mette Frederiksen har henvist til beslutninger truffet efter anbefalinger fra myndighederne, så har det nok været mere været typer som Okkels og Bertelsen end nogen med lægeeksamen, hun har henvist til,« siger Henrik Qvortrup.

B.T. har forsøgt at kontakte faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, men det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken Mølbak eller SSI's konstituerede direktør, Ole Jensen.
B.T. har forsøgt at kontakte faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, men det er endnu ikke lykkedes at få en kommentar fra hverken Mølbak eller SSI's konstituerede direktør, Ole Jensen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Magtfuld eller ej. Per Okkels beslutning om at gå på pension under coronakrisen vil ikke medføre et uerstatteligt tab for regeringen.

»Jeg tror, Per Okkels farvel betyder mindre end Kåre Mølbaks farvel. Man kan sige om Kåre Mølbak, at han sikkert er en meget dygtig læge. Men han har vist sig at være som ler i hænderne på politikerne. Det bliver svært at finde en ny, der vil finde sig i det samme, som han har gjort.«

»Derimod er der masser af embedsmænd, som kan sættes til at løfte den opgave, som Per Okkels har haft,« siger Henrik Qvortrup.