Mest af alt ligner det en popularitetskampagne udtænkt af Mette Frederiksen, når regeringen foreslår at vende organdonationsreglerne på hovedet, sådan at man automatisk står som organdonor i et register, når man fylder 18 år.

Det mener B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, der undrer sig over, at regeringen går imod anbefalingen på området fra Det Etiske Råd.

»Det, der er tankevækkende, er, at der er ved at tegne sig et mønster af en regering, der springer op og falder ned på (ignorerer, red.), hvad eksperterne siger,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Man kan jo spørge, hvad vi skal med Det Etiske Råd.«

Indtil nu har danskerne aktivt skulle tilmelde sig Organdonorregisteret.

Med det nye forslag skal man i stedet aktivt afmelde sig. Hvis ikke man gør det, vil der være et formodet samtykke, hvilket betyder, at sundhedspersonalet går ud fra, at man må bruge dine organer. Forslaget betyder, at alle over 18 år vil blive registreret som potentielle donorer. 

Sidste år tog Det Etiske Råd stilling til spørgsmålet, og her kom man frem til, at organdonorsystemet ikke skulle laves om. 

Efter regeringens forslag om organdonationer spørger Henrik Qvortrup, hvad vi skal med Det Etiske Råd, når politikerne alligevel gang på gang ikke lytter til det.
Efter regeringens forslag om organdonationer spørger Henrik Qvortrup, hvad vi skal med Det Etiske Råd, når politikerne alligevel gang på gang ikke lytter til det. Foto: Jon Wiche
Vis mere

Ifølge Henrik Qvortrup er det nye forslag noget, der er stor opbakning til både i befolkningen og politisk, og det er nok dér man skal kigge hen, når man leder efter bevæggrundene bag forslaget.

»Først og fremmest tror jeg, at regeringen fornemmer, at de har befolkningen med sig i det her. Så kan det godt være, at der er nogle eksperter, der synes det er en dårlig idé. Men det her er en populær sag og derfor får den alt, hvad den kan trække,« siger Henrik Qvortrup.

Og så er Qvortrup ikke i tvivl om, i hvilket af regeringspartiernes baghave ideen er vokset.

»Det her er en del af en socialdemokratisk popularitetskampagne. Med de her moralske og etiske spørgsmål, der vækker genklang i befolkningen,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Det er jo Socialdemokratiet, der svinger taktstokken her. Man hører jo folk spørge sig selv, om den her regering overhovedet består af tre partier,« siger Qvortrup.

Men særligt en ting kommer bag på den politiske analytiker.

»Jeg undrer mig over, at Venstre er så nemme at få med på det her. Det er i jo en sag, hvor Venstre tidligere har været meget skeptiske.«

Til DR fortæller statsminister Mette Frederiksen, at man i regeringen ikke ønsker at »tromle noget forslag igennem«, men at regeringen håber, at forslaget kan bidrage til at danskerne i højere grad vil tale om og tage stilling til organdonation.

Lyt til det seneste afsnit af B.T. politiske podcast 'Slottet og Sumpen' her: