»Dragsted har ikke råd til at ryste på hånden nu.«
Sådan lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
Den vurdering kommer efter, at B.T. fredag har beskrevet, hvordan den interne uro i Enhedslisten fortsætter.
Christian Ivan Jacobsen, der er medlem af partiets hovedbestyrelse, vil fortsætte i den omdiskuterede protestgruppe Rødt Venstre, hvor han også er en del af ledelsen.
Det på trods af, at et flertal på Enhedslistens ekstraordinære årsmøde for to uger siden stemplede Rødt Venstre som en »partiskadelig fraktion«, man i yderste konsekvens kan blive ekskluderet for at være medlem af.
B.T. har grundet juleferie ikke kunnet få svar fra Enhedslistens øvrige ledelse på, om man vil arbejde for at ekskludere Christian Ivan Jacobsen.
Men spørger man Henrik Qvortrup, er der ikke råd til tøven.
»Det her er den første seriøse prøve på, om de virkelig mente det, da de stemte for at stemple Rødt Venstre som en partiskadelig fraktion,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter:

»Hvis Pelle Dragsted tøver nu, vil det tage sig lidt for forkølet ud. Så ville det, der i første omgang blev set som en styrke fra Dragsteds side, tage sig helt anderledes ud.«
Qvortrup tilføjer, at der også er mulighed for, at den øvrige ledelse i Enhedslisten taler sig til rette med Christian Ivan Jacobsen og løser konflikten uden at ty til eksklusion.
»Men hvis Christian Ivan Jacobsen holder fast, er der ingen vej tilbage for Pelle Dragsted.«
Den 14. december afholdt Enhedslisten for første gang i sin historie et ekstraordinært årsmøde.
Det skete i kølvandet på B.T.s afdækning af terrorstøtten i partiets bagland.
På årsmødet vedtog et flertal af de delegerede blandt andet en politisk udtalelse, der tager afstand fra terrorangrebet mod Israel den 7. oktober og stempler Rødt Venstre som en partiskadelig fraktion.
Samtidig blev der vedtaget en række vedtægtsændringer, der blandt andet gør det nemmere at ekskludere medlemmer, der går imod partilinjen.

