»Hvis det var Donald Trump, der havde lavet den, ville alle danskere stå i kø for at sige: Det her, det er langt ude.«

Sådan lyder Henrik Qvortrups umiddelbare dom over Mette Frederiksens seneste video, der er lagt ud i kølvandet på Socialdemokratiets storstilede pensionsudspil tirsdag.

B.T.s politiske redaktør mener, at den 20 sekunder lange trailer med titlen 'Lille land – stort fællesskab' skummer over af patos i en sådan grad, der gør den decideret udansk.

»Den sætter simpelthen ny rekord i klæg patos. Nogle vil endda sige, at den er vammel. Men jeg må samtidig erkende, at der nok er et kæmpepublikum til det. Og du kan være helt sikker på, at når jeg kalder den vammel, så står der rigtig mange i kø for at rive hovedet af mig,« siger Qvortrup og fortsætter:

»Folk vil for øjeblikket ikke høre nævneværdig kritik af Mette Frederiksen. Og det er jo det, hun udnytter her,« lyder det fra Henrik Qvortrup.

Ifølge B.T.s politiske redaktør er det især musikken og den måde, videoen – som du kan se herover – er sat op på.

»Det er svulstigheden i det hele, som er meget udansk. Jeg ville ikke studse over det, hvis det var en video, der var udgivet af en amerikansk præsidentkandidat. Det er de samme tangenter, der spilles på,« siger Qvortrup.

Videoen er ifølge B.T.s politiske redaktør lavet for at transformere den enorme ros, som Mette Frederiksen har høstet under coronakrisen, til en politisk hverdags-valuta:

»Det er den her rolle og staus som landsmoder fra coronaen, der nu skal udnyttes og cementeres, og det er derfor, at det er helt bevidst, at bemærkninger – som vi kender fra coronaforløbet – nu bliver brugt i en ny ikke-coronasammenhæng,« siger Qvortrup og henviser især til ordlyden 'de svageste skal være de stærkeste', som statsministeren gentagne gang har anvendt under de mange coronapressemøder.

Noget af det, der ifølge Henrik Qvortrup også er anderledes, er Mette Frederiksens forfinede måde at kommunikere på. S-formanden taler nu hen over pressen og adresserer mere direkte hr. og fru Danmark.

»Det er jo noget, Donald Trump gør. Og det er jo sindssygt populistisk. Og ikke noget, der er meget politik i. Det er en kampagne, der kører på følelser, tryghed, stemninger. Og som sagt mindes jeg ikke at have set noget lignende før herhjemme.«