Det var en stor sejr, da Lars Boje Mathiesens protestprojekt Borgernes Parti blev valgt ind i Folketinget ved valget i marts.

Men festen varede ikke længe. Siden er den ene møgsag efter den anden skyllet ind over partiet, og blot en måned senere er Borgernes Parti halveret i mandater. 

Nu ser vælgerne også ud til at straffe partiet.

I den seneste Voxmeter-måling mandag står Borgernes Parti til sølle 0,6 procent af stemmerne. Hele 1,4 procentpoint under spærregrænsen. 

»Det er meget naturligt, når nogle vælgere gav partiet en chance og tænkte, at det godt kunne være, det var nogle seriøse folk,« siger B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. 

»Mange har oplevet, at det var de så ikke alligevel. Det bliver selvfølgelig straffet.« 

Kun fire dage efter valget blev det nyvalgte folketingsmedlem Jacob Harris ekskluderet fra Borgernes Parti, fordi partiet mente, at han havde givet usande oplysninger og handlet i modstrid med partiets værdier.

Derudover trak nyvalgte Emilie Schytte sig fra partiet 6. april på grund af den måde, »den politiske magt i partiet er organiseret på«.

Læg dertil, at det er kommet frem, at Lars Boje Mathiesen vil betale sig selv et usædvanligt højt formandsvederlag med penge fra partikassen.

Siden er det raslet ned for Borgernes Parti, der blev valgt ind med 2,1 procent af stemmerne.

»Jeg ville blive meget chokeret, hvis de stadig stod godt efter alt det. Nu er det kun die hard-typerne blandt tilhængerne, som hænger ved,« siger Henrik Qvortrup.

Hvis Henrik Qvortrup skal spå om partiets fremtid i Folketinget, ser det svært ud.

»Det står og falder med Lars Boje. Der er ikke nogen partiorganisation, ikke noget der hænger sammen, ikke noget der gør det til et rigtigt parti,« siger han.

»Lad os se, hvor længe det holder. Det er ikke noget, vælgerne kan betragte som et seriøst alternativ til andre partier.«