»En sygemelding er en sygemelding. Men denne kommer unægteligt på et tankevækkende tidspunkt.«

Sådan lyder reaktionen fra B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, oven på meldingen om, at folketingsmedlemmet Naser Khader (K) har sygemeldt sig med stress.

Igennem længere tid har Berlingske afdækket, hvordan Khader skulle have intimideret kritikere ved at kontakte deres arbejdsgivere.

Noget, som en række personer stod frem med lørdag, hvilket ligger til grund for Qvortrups udtalelse:

Henrik Qvortrup.
Henrik Qvortrup. Foto: Jon Wiche
Vis mere

»Jeg synes ikke, jeg kan frigøre mig fra, at timingen er påfaldende. Presset på Naser Khader er vokset monumentalt, og derfor er det et interessant sammenfald rent tidsmæssigt.«

»Sygemeldingen kommer på dagen, hvor presset på De Konservative er stort. Og igen: Jeg siger ikke, han ikke har stress. Men presset letter fra hans og partiets skuldre,« mener Henrik Qvortrup.

Beskyldningerne mod Naser Khader kom i en ellers god periode for De Konservative, der i flere målinger har overhalet den ellers vanlige storebror, Venstre.

Ifølge Voxmeters seneste måling for Ritzau står Venstre til 12,1 procent af stemmerne, mens De Konservative står til 15,2.

Det Konservative Folkepartis Naser Khader under møde i Folketingssalen 9. marts 2021.
Det Konservative Folkepartis Naser Khader under møde i Folketingssalen 9. marts 2021. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Og mandag lød det i en ny måling, at 211.421 af de vælgere, som satte kryds ved Venstre i juni 2019, nu vil stemme på De Konservative. Det svarer til, at fem procent af hele vælgerkorpset er flyttet mellem de to partier.

»Partiet har haft rigtig meget fremgang. Det eneste grus, der har været, er de her opdukkende historier om Khader. Og nu kan man sige, at dagsordenen bliver sendt lidt til hjørne.«

»Når folk går på orlov, kommer der en timeout – rimeligvis – og partiet behøver ikke på samme måde at forholde sig til det.«

De Konservative har ikke yderligere kommentarer til sygemeldingen fra den konservative profil.

Selv har Naser Khader ikke kommenteret kritikken. Han er sygemeldt på ubestemt tid.