Da Mette Frederiksen torsdag eftermiddag præsenterede sin ministerrokade foran Amalienborg som følge af mink-skandalen, åbnede hun også gulvet for spørgsmål.

Det blev dog en hård dans for statsministeren, der mildest talt oplevede, at journalisterne gik meget kritisk til hende, som B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, der selv var til stede, beskriver det.

Særligt et spørgsmål pressede sig på: Hvordan kan det være, at du (Mette Frederiksen red.) for to uger siden, da du blev bekendt med, at der ikke var lovhjemmel til aflivningen af mink, ikke øjeblikkeligt stoppede operationen, der var i gang?

Et spørgsmål, Henrik Qvortrup mener, at vi i den grad har manglet svar på. Til hans overraskelse svarede Mette Frederiksen dog imponerende klart.

»Man må give hende én ting. Hun er klar i svaret. Det er usædvanligt, at en regeringsleder siger åbent, at loven må vige. At der er ting, der er vigtigere end at overholde landets love og bestemmelser. Jeg mindes ikke at have hørt det sagt så tydeligt som sagt her,« siger Henrik Qvortrup.

Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer Flemming Møller Mortensen som ny udviklingsminister og Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg torsdag den 19. november 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer Flemming Møller Mortensen som ny udviklingsminister og Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg torsdag den 19. november 2020.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Mette Frederiksen svarede nemlig, at det handlede om folkesundheden: »Jeg gør det, som jeg mener, er det rette, nemlig at sende et brev til Folketinget og søge at skaffe lovhjemmel ... Vi skal ikke gamble med folkesundheden. Vi skal ikke gøre os skyldige i at undergrave en vaccine,« svarede Mette Frederiksen.

De kritiske spørgsmål fra journalisterne kommer som nævnt efter afsløringen om, at regeringen handlede ulovligt, da de for 14 dage siden beordrede alle mink aflivet. Det blev Mette Frederiksen gjort bekendt med i weekenden, men først tirsdag og onsdag fik minkavlerne det af vide - alt imens de i tre dage havde masseaflivet deres mink uden at være forpligtet til det.

At en statsminister i den forbindelse sætter loven til side og endda står ved det, mener Henrik Qvortrup er bemærkelsesværdigt:

»Det er værd at bide mærke i, at en statsminister siger, at hun som aktivt valg vælger ikke at følge loven. Det er ikke noget, man oplever hver dag. Men uanset hvor god en sag man har i forhold til folkesundhed, skal en regering stadig overholde landets love. Hun er sårbar. Vi må forstå, at hun vidste, det var ulovligt, men hun valgte aktivt at køre videre,« siger Henrik Qvortrup.

At Mette Frederiksen sætter loven til side, vil hun dog ikke helt indrømme. Hun blev nemlig spurgt, om grundloven måtte vige for folkesundheden.

»Det er heller ikke rigtigt, at grundloven den må vige,« svarede Mette Frederiksen. Men det gjorde den altså ifølge flere juridiske eksperter, og faktum er, at statsministeren ikke stoppede minkaflivningen, da hun fandt ud af, at det var en ulovlig ordre.

Henrik Qvortrup mangler dog stadig svar på en række spørgsmål, der ikke kan gemmes bag en ministers afgang. Nemlig svaret på, hvorfor det hele skulle gå så hurtigt.

»Det kan reelt være rigtigt, at Mette Frederiksen ikke vidste, at der var ulovligt, da hun holdt pressemøde og sendte ordren om aflivning af mink ud forrig onsdag. Men det er bare ikke det, vi diskuterer. Hvorfor blev der ikke handlet, da hun fandt ud af, at det avr ulovligt? Hvorfor skulle det gå så hurtigt?,« siger Henrik Qvortrup.

Et spørgsmål, statsministeren ikke havde tænkt sig at besvare. Statsministeren fik meget hurtigt lukket ned for de kritiske spørgsmål og tillod blot et enkelt spørgsmål pr. journalist.