Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) tog pludselig al opmærksomhed, da han tidligere torsdag var til topmøde i regionerne, hvor en række ministre skulle diskutere retningen for fremtidens sundhedssystem.
Helt uventet lavede han nemlig en parodi af USAs præsident, Donald Trump.
Med hæs stemme og karikeret ansigtsmimik, indtog Lars Løkke rollen som Donald Trump og gjorde grin med måden, Trump taler på - og særligt præsidentens tilbagetrækning af toldsatser.
Nu reagerer B.T.'s politiske kommentator Henrik Qvortrup og kalder det »meget usædvanligt.«
Han fortæller i samme ombæring, at parodien fortæller noget om, hvilken situation, verden lige nu står i:
»Det er vildt, at det falder landets udenrigsminister naturligt at gøre grin med USAs præsident og portrættere ham som intellektuelt underfrankeret,« siger Henrik Qvortrup.
»Det er bemærkelsesværdigt, at det er samme Lars Løkke, der for tre måneder siden sagde, at der ikke var nogen international krise og USA er vores tætteste allierede.«
B.T.s politiske kommentator understreger samtidig, at parodien på Trump kan skyldes, at Lars Løkke Rasmussen har opbakning:
»Han ved, at han har den danske befolkning på sin side. Hvor mange danskere gør ikke grin med Trump?,« lyder det fra Qvortrup.
»Når det er sagt, er Trump ikke fremmed over for sådan noget her. Det er på mange måder Trumps sprog,« understreger han
Parodien skete, mens seks politikere skulle debattere retningen for fremtidens sundhed. Her stod Martin Lidegaard (RV), Stephanie Lose (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Lars Løkke Rasmussen (M), Nicolai Wammen (S) og Mona Juul fra Konservative.
Partiformanden fra Konservative kom efter Løkkes parodi også med en stikpille til Trump, hvor hun refererede til, at Trump er »kørt ind i et træ«.